'Pater Amaros forbrydelse' har vakt gevaldigt postyr i Mexico, hvor den oscarnominerede film har slået alle rekorder. En del af forklaringen skal nok findes i det faktum, at filmens unge præst spilles af Gael Garcia Bernal, der efter 'Amores Perros' og 'Og din mor!' også internationalt er udskreget til det nye sexsymbol. Unge Bernal som præst er i sig selv en gedigen pirring af nysgerrigheden, men ikke kun stjernen med de hede øjne og den mutte overlæbe giver anledning til panderynker for den katolske kirke i hjemlandet. Led os ikke i fristelse. Således lyder fra gammel tid den fromme bøn, der har det med hurtigt at møde mange spændende udfordringer i den virkelige verden. Det gælder også for den unge pater Amaro, der som uskyldig novice kommer til den lille by Los Reyes og skal lære om livets og troens realiteter hos den erfarne fader Benito. Fristelsen til syndefald tager imidlertid hurtigt form i skikkelse af den lige så fromme som smækre Amelia. Hun er glødende forelsket i Jesus Kristus, og det falder hende ikke svært at overføre sine varme følelser til den kønne unge præst, der altså desværre har svoret at leve i cølibat. Havde det bare gjaldt det pokkers cølibat kunne den katolske kirke roligt sove videre. Kirken knager ikke, bare fordi præstens seng gør det. Men 'Pater Amaros forbrydelse' handler ikke kun om en ung præsts fristelser. Pointen i Carlos Carreras film er tværtimod, at pater Amaros forelskelse er en forbrydelse af helt andre menneskelige proportioner end den kynisme, den katolske kirke beskyldes for at praktisere. Det er således med biskoppens stiltiende velsignelse, at fader Benito finansierer et hospitalsbyggeri med narkopenge. Til gengæld er biskoppen uden nåde i sin kritik af fader Natalio. Han har valgt at bo blandt de fattige bjergbønder og tager deres side i kampen mod de brutale narkobaroner. Men narkogangsterne finansierer kirkens hospital. Så for sin ukristelige sympati med de fattige og magtesløse får fader Natalio biskoppens vrede at føle. Det er ikke den unge fader Amaro, men den kirke, han repræsenterer, der ifølge filmen er ledt i fristelse. Lokket fra den ydmyge sti af magt og mammon. Der er med andre ord ikke noget at sige til, at filmen har vakt furore i Mexico, hvor den katolske kirke stadig står stærkt. For det er ikke bare den efterhånden traditionelle afsløring af liderlige præster. Det er selve kirkens dogmatik, hierarki og position, der ses som fremmende for kynisme, nepotisme, magtmisbrug og anden ukristelighed. At fortællingen er en opdatering af en portugisisk roman fra 1875, minder om, at det ikke er et opgør af ny dato. Heller ikke i Mexico. Men det er et gammelt opgør, som med befrielsesteologi, abort og modernitet har fået tilført nye dimensioner. Betragtet som billedfortælling er Carreras film af en mere ordinær støbning end de to andre film Gael Garcia Bernal har båret frem til international succes. 'Pater Amaros forbrydelse' har hverken et modsvar til adrenalinkicket i 'Amores Perros' eller det frisindede billedsprog i 'Og din mor!'. Men med en afdæmpet og troværdig Bernal i centrum er filmen på trods af en slagside mod det propagandistisk firskårne særdeles effektivt fortalt som en menneskeligt vedkommende fortælling om kærlighed og korruption i den katolske kirkes skygge.