For to år siden fik den japanske kultgyser 'The Ring', instrueret af Hideo Nakata, helt fortjent publikumsprisen ved årets NatFilmfestival i København. Andre har åbenbart også set muligheder i filmen. I hvert fald er der nu indspillet en amerikansk udgave af Nakatas skræmmende og stilsikre fortælling. Desværre virker det blot, som om den amerikanske instruktør Gore Verbinski sætter sine kræfter ind de helt forkerte steder. Nakatas oprindelige film er kendetegnet ved, at nok er handlingen indviklet og uoverskuelig, men til gengæld er det i instruktionen netop sikkerhed og enkelhed, der bliver fremhævet, når gysene skal gøre deres virkning. I den amerikanske udgave står næsten udelukkende den helt store forvirring tilbage, og de steder, hvor Nakata med held benytter sig af en henholdende og antydende effekt, er nu præget af simpel overdrivelse og hektisk aktivitet. I sin kerne er 'The Ring' en historie om et videobånds dødbringende forbandelse. Rygtet siger, at ser man det pågældende bånd, vil telefonen ringe og en stemme bekendtgøre, at man kun har syv dage tilbage at leve i. Sådan gik det tilsyneladende Katie og hendes kæreste Josh. Nu vil Katies niece, journalisten Rachel (Naomi Watts), til bunds i sagen, og hun allierer sig derfor med sin eksmand Noah (Martin Henderson), som er ekspert i tv- og videoteknologi. Lynhurtigt piskes stemning og fortælletempo nu op i et leje, hvor ethvert spor af realisme og troværdighed forsvinder, og en kryptisk omgang sludder og vrøvl, tilsat en lavine af syntetiske chokscener, får overtaget. Der er næppe ét roligt og afbalanceret hverdagsoptrin i denne udgave af 'The Ring'. Alt er så vanvittigt ildevarslende og alarmerende overlæsset, at det virker, som om hele filmen konstant er på vild flugt fra sit eget antiklimaks. Desværre forgæves.