Med 'Mine Øjnes Lys' har den italienske instruktør Giuseppe Piccioni lavet en film, der meget let kunne have udviklet sig til en overdreven følelsesladet kliché. To forskelligartede mennesker mødes tilfældigt i storbyens jungle, tiltrækkes en smule af hinanden - men, nej: »Der er ikke kærlighed i mellem os. Du er for sentimental«, siger den ene, som ikke tør give sig hen, på et tidspunkt til den anden. Sårer vedkommende dybt og voldsomt. Tilsyneladende er det hele hermed forbi. Tilbage til trædemøllen. Og dog. Men en af de mest bemærkelsesværdige kvaliteter ved 'Mine Øjnes Lys' ligger netop i instruktørens evne til at gøre denne kliché så levende og overbevisende, at den forsvinder og erstattes af noget andet - nemlig nogle personer og deres historie, som man kan tro på, interessere sig for, leve med i. De ensomme elskende i filmen er dels taxachaufføren Antonio (Luigi Lo Cascio), der midt i sin travle beskæftigelse lever i et uskyldigt og eskapistisk drømmeunivers, hvor eventyrlig science fiction-litteratur spiller en altdominerende rolle. Dels den anderledes hårde, prøvede og realitetsbetonede Maria (Sandra Ceccarelli), der er alene med datteren Lisa, og som kæmper en sej kamp for både at få sin lille butik til at løbe rundt og sikre, at en velmenende socialrådgiver ikke tvangsfjerner datteren fra hjemmet. Nu er det så, at det usandsynlige sker. Via en episode med Lisa løber Antonio og Maria ind i hinanden. For sidstnævnte er det hurtigt overstået, blot endnu et irritationsmoment i hverdagen. Men for Antonio bliver det noget andet. Han har vanskeligt ved igen at slippe tanken om den smukke og ensomme Maria. Han planlægger tilsyneladende tilfældige møder. Han er flink og interesseret, varm og imødekommende. Uskyldigheden selv. Maria er afmålt og kontant. Men også usikker overfor denne mærkelig, troskyldige mand. En aften går hun ind i sit soveværelse, tager tøjet af og lægger sig på sengen. Maria og Antonio er sammen. Det er først her, filmen for alvor begynder. Og her, Maria tillige indleder sin afvisning af Antonio. Deres forhold er for umuligt, for urealistisk. Han er for sentimental. Det fineste ved 'Mine Øjnes Lys' er, at hovedparten af historien om Maria og Antonio sådan set er usagt. Den ligger i stedet i al den plads og ro, Giuseppe Piccioni giver selve spillet mellem de to hovedrolleindehavere. Lange og rolige, dvælende og nærgående indstillinger sørger for, at det virker, som om de to spillere sænker alle parader og glemmer al forfængelighed for blot at være til stede i de enkelte scener. På én gang upåfaldende hverdagsrealistiske og markant følsomme. Fremhævet af den gentagne, enkle og udtryksfulde musikledsagelse på klaver og violin. Skiftevis smuk og på grænsen til det sentimentale. Så er det desuden klart, at historien efterhånden bliver så lang og indviklet - Antonio rodes ind i en tvivlsom affære med nogle illegale bengalske indvandrere og en kynisk pengemand - at selve det sarte spil i centrum taber i intensitet. 'Mine Øjnes Lys' er simpelt hen tæt på at løbe ud i sandet. Men undervejs har den med simple midler fået noget meget fint og levende ud af næsten ingenting.