Starten er klassisk. Den garvede strømer fra storbyen kommer til den lille afsides provinsby for at opklare et mord, der ligger hinsides lokal kompetence. En ung pige er blevet brutalt myrdet. Men med kølig omhu og næsten rituel finesse. Det ligner startskuddet til en seriemorders karriere. Klassisk er Al Pacino i rollen som detektiv Will Dormer fra Los Angeles. Overraskende klassisk er Christopher Nolans håndtering af stoffet. Overraskende, i betragtning af at den unge englænder forrige år fik sit gennembrud med 'Memento' og denne films innovative cut-up komposition. Hvad der derimod ikke er spor klassisk, er, at plottet, der hurtigt tager en særdeles uventet drejning, er made in Norway. Will Dormer er kommet til Nightmute i Alaska. Så højt mod nord at solen i de korte sommermåneder aldrig går ned. Men det er ikke kun søvnløsheden, der får midnatssolen til at danse for Dormers øjne. Dormer er tilkaldt som ekspert, men han er også sendt til Alaska for at lægge afstand til Internal Affairs, der vil knalde Dormer for hans uortodokse metoder. Hans unge partner, Hap Eckhart, har besluttet sig for at vidne imod Dormer. Dormer føler sig forrådt. Et forsøg på at fange morderen mislykkes. Morderen undslipper i tågen. I stedet skyder Dormer sin ven og kollega. Hap dør ved et uheld. Et smertefuldt, men også belejligt uheld. Dormer kamuflerer Haps død, så det ser ud, som om morderen har skudt Hap. Men morderen stod gemt i tågen og så Dormer skyde Hap. Hvilket han ringer og fortæller Dormer. Ikke ligefrem et godt middel imod søvnløshed! Morderen har krammet på Dormer. Fra nu af vil hvert eneste skridt, Dormer tager i retning af at pågribe morderen, samtidig være et skridt i retning af hans egen ødelæggelse. Men han er nødt til at prøve. I telefonen har Dormer lovet Haps kone at fange morderen død; ikke levende. Skruen strammes. Nolan er en ren djævel til at stramme den, og Pacino spiller mesterligt rollen som et grundlæggende moralsk menneske indviklet i en kamp på liv og død. Med en morder. Og med sin egen selvopholdelsesdrift. 'Insomnia' er en genindspilning af en norsk film, jeg ikke har set. Hvad jeg derimod ser, er en instruktør, der allerede har demonstreret teknisk ekvilibrisme, vise, at han også kan håndtere en udspekuleret omgang legen kispus med sikker hånd. Selve det kriminelle element bliver en smule vagt hen imod slutningen, men det opvejes af filmens atmosfære og ikke mindst af Al Pacino. Søvnløshedens stress stråler ud af hans furede fjæs. Også som tilskuer mærker man kun langsomt forvirringens årsag. Vi ved, hvordan det ser ud, når mørket falder på. Det er et dramatisk klart signal. Men hvad når det er lyset, der falder på og bare bliver ved og ved med at falde, indtil det står som en skærende hvid afgrund og hamrer mod øjeæblerne? Det er svært at vise. Helt lykkes det vel heller ikke for fotografen Wally Phister at fastholde indtrykket af lys uden ende. Men Pacino viser effekten. Den snigende slitage. De stadig mere sensible nervetråde. Pacinos håndtering af rollen har sin model i 'Sea of Love', men selve filmens umiddelbare slægtskab skal man finde i Sean Penns 'The Pledge'. To gamle garvede stjerner placeret i smukt stiliserede politifilm, hvor virkelighedsfornemmelsen er helt tæt på huden. Der er et løfte. Der er en ubarmhjertig konfrontation med en brutalt illusionsløs tone. Curtis Hanssons 'L.A. Confidential', Sean Penns 'The Pledge' og nu Christopher Nolans 'Insomnia' udgør tre gode grunde til, at den hårde, desillusionerede krimi fortalt af unge fortællekyndige, visuelle talenter har genrens førertrøje.