Livvagt plejer man at kalde den, der skal beskytte en andens liv, om nødvendigt på bekostning af sit eget. Men hvad så, hvis opgaven også er at forhindre, at den anden bliver fanget levende - om vedkommende så skal likvideres? Dén opgave får US-marinesoldaten Joe Enders, og manden han skal dø for eller dræbe, alt efter omstændighederne, er navajo-indianeren Ben Yahzee (Adam Beach). I alt 400 mand fra dén stamme blev nemlig oplært i en særlig navajo-krigskode og sat ind som radiooperatører i Stillehavskrigen op til 1945, og det er virkelighedsafsæt for denne på én gang højeffektive og mislykkede blanding af krigs- og karatefilm. Med de to mænds møde en halv time inde i den rigeligt lange film krydses to forhistorier. Yahzee efterlader stolt om end naivt kone og barn i reservatet for (i canadiske Adam Beachs figur) at kæmpe for »the land of the brave«, som nationalhymnen påstår. Han har endda lokket stammefællen Charlie Whitehorse (Roger Willie) med, og Charlies livvagt er Pete (altid foruroligende Christian Slater). Joe Enders derimod (i Nicolas Cages ærligt talt patetisk bedrøvelige skikkelse) har allerede mistet illusionerne i kamp, plus en del af højre øre samt balanceevnen; nu pisker overleverens absurde skyldfølelse ham tilbage til fronten for at hævne sig på de japanere, der dræbte hele hans deling, men ikke ham. Vi så det ske, i detaljer. Men de var kun forsmag på slagteorgiet, for de to sæt modpartnere skal nu deltage i erobringen af den japanske ø Saipan (under Peter Stormares snerrende kommando). Det skal vise sig, om menneskeligt sammenhold er stærkere end de strenge ordrer om at likvidere kodebæreren; og som et sidetema ligger yankee-racismen over for rødhuderne i korpsets egne rækker. Dén racisme opløses jo i den fælles angst for døden, ja, til skamløs overflod i en vindjamrende duet mellem Charlies fløjte og Petes mundharmonika - Georges Samphir møder Charles Bronson! Ja, undskyld jeg vrænger, men da er troen på filmmagernes oprigtige lighedsanfægtelser også blegnet, for mens den indfødte amerikaner så tidskorrekt rehabiliteres, breder sig en - lige så aktuel? - uskrømtet fryd over døde japanere. De slagtes både en gros med granater og en detaili i bajonetternes blodige ballet. Virker mine bogstavrim nærmest hjerteløst lapsede, emnet taget i betragtning? Dét gør i hvert fald karatefilmmesteren John Woos æstetisk gennemkoreograferede nedslagtninger her ved fronten. Woo er en effektiv underholder, men der sker noget grumme ubehageligt, når martial arts- trin samt digitale tricks fra actionkomedierne omplantes til en hyperrealistisk krigstragedie, som den her giver sig ud for. Det sidste af de tre hjerter bliver halvhjertet, jo mere krudtstank og blodsmag må konkurrere med en grim bismag af blæret voldsspekulation.