Da Glauber Rocha i 1969 lavede 'Antonio Dræberen', var de fattige brasilianske bønders fjende de rige godsejere. Med den ekspressive kraft i en fortælling fra Brasiliens barske højland i begyndelsen af det tyvende århundrede har Walter Salles' 'Bag solen' fællestræk med Rochas film. Men selv om 'Bag solen' udspiller sig i 1910, er forskellene på de to film nok så sigende for forskellen på 1969 og 2002. Hovedpersonerne er fattige bønder, men de er ikke indviklet i en gennemskuelig konflikt, hvor en revolutionær kamp kunne være en løsning. 'Bag solen' er en fortælling om to familier, der igennem generationer er blevet fattigere og færre, efterhånden som de i en ond cirkel af blodhævn udrydder hinanden. De er indviklet i et fælles vanvid, der ikke har noget med klassekamp at gøre. Den økonomiske udbytning spiller en mere subtil og perifer rolle. Der er ingen blodsugere eller lejemordere i billedet. Når det benhårde slid med sukkerrørene pludselig ikke er ensbetydende med et levebrød, skyldes det fjerne faktorer. Damp. Ny teknologi. Udbud og efterspørgsel. Prissættelse på fjerne markeder. Som en nok så aktuel hentydning til vore dages økonomiske realiteter, hvor råstofnationernes landarbejdere hele tiden er underlagt økonomiske mekanismer, der må opleves som uigennemskuelige og næsten guddommeligt fatale med deres nonchalant ødelæggelseskraft på kontinenters afstand. Familierne Terres og Ferreira slås om et stykke udpint jord. Ferreira-familien er en smule mere velstående. Terres har kun sin ære og et slid og et slæb, der har reduceret tilværelsen til en bevidstløs trummerum isprængt blodhævnens lynglimt. Det er en absurd fejde, hvor det ene drab kræver det næste. Et skæbnesvangert arkaisk ritual. Som en islandsk saga uden karismatiske hovedpersoner. Et spil, hvor familiens ære er den sidste og eneste indsats. Indtil den dag hvor der ikke er flere at slå ihjel, og landet vil ligge endnu mere øde hen under højlandets ubarmhjertige sol. Den 20-årige Tonho har modstræbende gjort sin pligt og slået sin brors morder ihjel. På tøjsnoren blafrer den blodige, skudhullede skjorte. Når det røde blod gulner, er hævnens time inde. Så vil det være Tonhos tur til at dø, før han har nået at leve. Lillebroderen Pacu prøver at få ham til at flygte. Det er svært at bryde en ond cirkel, når den fylder hele ens verden. Men den smukke gøgler Clara hører til de farende folk og er med sin blotte eksistens et bevis på, at der findes andre verdener, andre valg, end det fatalistisk skæbnesvangre. Walter Salles' moderne brasilianske film adskiller sig også på et andet punkt fra Glauber Rocha og de andre cinema novo- instruktører. Dengang lod man sig under indtryk af det folkelige gerne inspirere af det legendariske. Man var sig en rigdom i den folkelige fortælletradition bevidst. At sprudle af fortællelyst i det legendariske var så at sige en kulturrevolutionær handling. Her er Walter Salles' bearbejdning af den albanske forfatter Ismail Kadares 'Ufuldendt april' en mere forudsigelig form for skæbnefortælling. At friheden demonstrativt skal lokkes ud fra sit skjulested ved hjælp af muntre gøglere, ligger ubehageligt tæt på klicheen. Sjældent har man imidlertid set så ubarmhjertig en blå himmel. Fortællingen står næsten fritskrabet i det nøgne landskab, hvor der ikke er meget plads til mennesker mellem høj himmel og hård jord. Visuelt og narrativt er 'Bag solen' et klart og utvetydigt udspil, der finder en balance mellem det strenge og det overdådige i handling, montage og farveskala. Hvad filmen savner, er den umiddelbare følelsesmæssige og politiske aktualitet og relevans, der for få år siden gjorde 'Central Station' ('Central do Brasil') og Walter Salles til filmen og manden, der igen satte Brasilien på det filmiske landkort.