Det er på mange måder idéen om den perfekte forbrydelse, det perfekte mord, som instruktøren Barbet Schroeders 'Murder By Numbers' kredser om. En film, der tillige har træk af både teenagegyser og psykologisk thriller. I handlingens midte står den kolde og effektive politidetektiv Cassie Mayweather (Sandra Bullock), der ikke blot er interessant, fordi hun med kompromisløs viljestyrke involverer sig i sit arbejde i drabsafdelingen, men også fordi - viser det sig - hun bag sit tilknappede væsen bærer på en traumatisk fortid. Denne sidste kendsgerning er ikke den mindst interessante i forbindelse med spændingselementet i 'Murder By Numbers', og den trækker tydeligt og lovende Schroeders film i retning af den anelsesfulde psykologiske thriller. For i en ny mordsag konfronteres Cassie med et gådefuldt drab på en ung kvinde - tilsyneladende ingen spor og ingen mistænkte - der på mange måder får hende til at gennemleve nogle smertelige, hidtil godt skjulte hændelser. Den ellers så selvsikre og stærke Cassie bringes nu ud af ligevægt. Et sammenbrud truer. Og er hun i det hele taget i stand til at tænke klart og arbejde effektivt under disse betingelser? Men dette er dog kun filmens ene spor, og også her gælder det, at Sandra Bullock udstråler en virkningsfuld blanding af tyngde, nervøsitet og intensitet. Det andet spor drejer sig direkte om den fascinerende idé om den perfekte forbrydelse. For mens hendes kolleger skeptiske og bekymrede ser til, udvikler den uligevægtige Cassie langsomt den teori, at det mystiske kvindedrab er resultatet af et forsøg på at udføre det fuldendte mord. Og ikke nok med det. Cassie bilder sig ind, at hun har gennemskuet gerningsmændene og afsløret deres identitet. Der er tale om to gymnasieelever, den charmerende, udadvendte Richard (Ryan Gosling) og den sky og tænksomme Justin (Michael Pitt), som trods deres forskellige sind muligvis i fællesskab har fostret en gal og dristig plan. Nu går jagten naturligvis ind. Cassie er på sporet af Richard og Justin. Men samtidig jages hun selv. Dels af sin egen fortid, dels af sine kolleger, som efterhånden bliver overbeviste om en langt simplere løsning på den komplicerede mordgåde. Der er således mange gode muligheder og udspil til spænding på flere planer i handlingen i 'Murder By Numbers'. Men desværre er det, som om de fleste af dem forbliver i manuskriptet. På lærredet ser filmen aldrig rigtig helstøbt og tilfredsstillende ud. Der er krummer og energi i Sandra Bullocks figur, men omkring hende synes filmen i store træk at blegne og yde for lidt modstand.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Rockens førstedame var en stærk pioner. Nu kæmper hun mod præsident Trump
-
»Jeg får at vide, at jeg kan dø på operationsbordet«: Henrik Qvortrup angrebet af kødædende bakterie
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Francis Fukuyama: Rubio sagde et ord, der afslørede Trumps virkelige projekt
-
Denne bølge af varme bliver en »lille, kort« en
-
Politiken mener: Slut med sniksnak – nu angriber Europa langt om længe Putins svagheder
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Kronik af Johanne Schmidt-Nielsen
Per Frederiksen og Per Frederiksen
tema
tema




























