Bolden er rund, og den ruller skiftevis lystigt og ret anstrengt i Barry Skolnicks ferme og overfladiske film om fodbold og fængsler, 'Mean Machine'. Filmen er en slags genindspilning af 'The Longest Yard' (fra 1974 og med Burt Reynolds i hovedrollen), blot er handlingen flyttet fra USA til England. Her møder vi straks filmens altdominerende hovedperson, den tidligere fodboldstjerne Danny Meehan (Vinnie Jones), som bærer øgenavnet 'Mean Machine'. Vi ser ham blive anholdt for spirituskørsel, og da han samtidig lader næverne tale mod betjentene, får han tre års fængsel. Nu er Meehans nedtur og ydmygelse komplet. For de barske fanger i det ubarmhjertig fængselsmiljø husker navnlig Meehan for én ting, nemlig at han på berømmelsens tinde blev mistænkt for at være bestukket til at sørge for et bestemt resultat af en landskamp. Billedet er klart. Fangerne, som på et tidspunkt har set op til idolet Meehan, får nu på nærmest hold mulighed for at nedgøre eksstjernen. Og handlingsforløbet er forudsigeligt. Meehan tildeles en uventet chance for at genvinde både sin stolthed og sine medfangers næsegruse respekt og beundring. Chancen opstår, da Meehan efter en håndfuld indviklede manøvrer sættes til at træne et fodboldhold af fanger, der skal spille en kamp mod et hold af fængslets fangevogtere. Og her ved Barry Skolnick desværre ikke rigtig, om han skal vælge dramaet eller komedien som filmens grundform. Men som drama er 'Mean Machine' under alle omstændigheder alt for mangelfund i skildringen af både personer og en eventuel interessant konflikt. Lidt bedre går det, hvis man vælger at anskue produktet som en komedie. Selvom den i givet fald hakker en del i det og konstant vælger det grovkornede frem for det mere spidsfindige eller antydede. En ensidighed, der ganske nøje går igen i Vinnie Jones' præstation i hovedrollen. Han ser rigtig ud i ansigtet og har den korrekte udstråling, men figuren ejer ikke et mindstemål af nuancer eller indre spændinger.