Filmtitlen 'K-Pax' er i instruktøren Iain Softleys nye drama tillige navnet på en planet i verdensrummet. En planet, der ligger mange millioner lysår væk fra Jorden. Alligevel er 'K-Pax' ikke nogen science fiction-film. Men den handler om en mand, der falder ned på Jorden og påstår, at han kommer direkte fra K-Pax. Manden kalder sig Prot. Manden er gal. Han står der midt på Grand Central Station i New York og er øjenvidne til et voldsomt røveri. Men da en betjent vil udspørge ham og beder ham tage de mørke solbriller af, udbryder Prot åndsfraværende: »Hvor er der dog lyst på jeres planet«. Prot er altså gal, en sindsforvirret person. Det er alle enige om. Også den erfarne psykiater dr. Powell (Jeff Bridges), som på et tidspunkt modtager Prot til behandling, fordi alle andre har opgivet dette svære tilfælde af psykotisk vildfarelse. Om dette handler Softleys film. Altså om forholdet mellem den sindssyge Prot og den psykiatriske kapacitet Powell, hvor der fra begyndelsen er lagt op til, at det blot er et spørgsmål om tid, før sidstnævnte får knækket nødden og bryder frem til Prots sande identitet. Men sådan kommer det selvfølgelig ikke til at gå. Prot viser sig at være en meget hård nød at knække. En rumnød? Ja, faktisk udvikler tingene sig sådan, at den meget professionelle og selvsikre Powell med hele Jeff Bridges' fine udtryk for distræt forbløffelse efterhånden må indse, at der muligvis er noget om snakken. Prot virker overbevisende. Han kan se ultraviolet lys, fortælle om fantastiske lysrejser, argumentere mod Einsteins relativitetsteori og ganske nøje gøre rede for planeten K-Pax' indviklede placering i et fjernt og næsten ukendt solsystem. På denne måde indledes filmen 'K-Pax' som en fabel. En fortælling om den vise dåre, Prot, som med sin egen ubegribelige troskyldighed trodser denne verdens mangelfuldhed og rationelle kynisme. Prot er et elskeligt væsen. Tilsyneladende uberørt af menneskehænder, og med en indsigt i både kærlighed og astrofysik, der i Kevin Spaceys afdæmpede udlægning på én gang gør ham supercool og rørende naiv. Det er denne første halvdel af filmen, hvor meget endnu svæver underfundigt og tillokkende i det uvisse, der er den bedste og mest tilfredsstillende. Og det er samtidig her, det sofistikerede spil mellem Bridges og Spacey kommer mest til sin ret. Fordi de begge med stor sikkerhed og underholdningsværdi vælger underspillet. For 'K-Pax' synes ellers at være en film, der netop råber på de store amerikanske armbevægelser, på det rørstrømske, kulørte og selvmedlidende. Det ville være svært at holde ud. Og derfor er indstillingen i de to hovedroller en lise. En listig distance, en begavet legesyge sørger her for at skabe en form for rundtossethed, der slet ikke er så tosset endda. Så længe det varer. For i længden er det, som om Softley ikke kan holde filmen i luften. Den falder til jorden og ved siden ikke rigtig, hvor den vil hen. Der går lidt 'Gøgereden' i den, og den bliver i det hele taget meget mere firkantet, ordinær og selvhøjtidelig. Måske en sygdomshistorie. Muligvis fortidens traumer, der rulles op. For meget skal ikke afsløres på dette sted. Men ærgerligt er det, at den lunefulde, mildt omtågede blanding af poker og pingpong mellem Bridges og Spacey, mellem den skråsikre fornuft og den intuitive indsigt, mellem udråbstegnet og spørgsmålstegnet - skødesløst iført solbriller og skægstubbe - ikke får lov at folde sig endnu mere ud.