Helt bogstaveligt flyver tiden jo af sted, men det er nu også som om den står stille i denne ny filmatisering af science fiction-(for)fatter H.G. Wells' debutroman 'Tidsmaskinen', her sat op af hans eget tip-tip-oldebarn Simon Wells, der efter tegnefilm som 'An American Tail II', 'The Prince of Egypt' m.fl. nu debuterer som realfilm-instruktør. For rammen er stadig 1800-tallets slutning, da bogen blev skrevet, og forestillingen om tidsrejse er stadig bundet til et mekanisk transportmiddel: en stol omgivet af tandhjul, prismer og dikkedarer. Den unge, distræt videnskabsmand Alex Hartdegen (Guy Pearce, kendt fra bl.a. 'Ørkendronningen Priscilla' og 'L.A. Confidential') har mistet sin elskede Emma, netop som han skulle til at fri til hende. Hvis tiden nu kunne skrues tilbage, kunne hun så bringes til live? Mens Phyllida Law værdigt skrider omkring i en perle af en birolle som stramtandet husholderske, opfinder han sin tidselevatorstol og suser tilbage til lige før Emmas død! Som alligevel ikke kan afværges, årsagen bliver bare en anden - et løbsk køretøj med egen motor, et nymodens automobil. Hvorfor kan det ikke ændres? Svaret får han først, da han har gjort holdt i år 2030 og 2037 og set månen flække og styrte tilintetgørende mod jorden, og derpå har siddet bevidstløs i tidsmaskinen med håndtaget i bund, indtil han vågner op ca. 800.000 år ude i denne post-apokalyptiske fremtid. Her finder han utopien og dystopien som hinandens modstykker, henholdsvis over og under jordoverfladen: Det smukke mørkhudede Eloi-folk lever et blidt paradisisk liv i velbeskyttede reder på klippeskrænter, lige bortset fra om natten, for da kommer de underjordiske Morlock-væsener op for at søge føde: de selv samme blomsterbørn. Derfor er der ingen gamle og svage Eloi'er! Da den kønne Mara (den mørke irske popsangerinde Samantha Mumba) bliver Morlock-bytte, må Alex følge efter hende under jorden og konfrontere selveste Uber Morlock (en ret patetisk Jeremy Irons). Übermonsteret når at svare på, hvorfor kærestens død ikke kunne afværges bagud, før han bliver brændt af i en ny tidsrejse. En vis chokvirkning kan man ikke frakende de glubske, øgleryggede rovdyr-morlocker, og en vis messingblank magi er der også ved tidsmaskine-teknologien anno Jules Verne. Men en kitschet affære er det jo, og manusforfatter John Logan ('Gladiator' m.fl.) har ikke kunnet hele det knæk, forfatteren selv har givet historien: Emmas død skyldes en proletars væbnede røveri (Wells var senere kortvarigt medlem af det socialistiske Fabian Society), siden den moderne teknologi (bilen); men midtvejs opgiver han enhver erkendelsesteoretisk leg med tidslogikken og mulig genoplivning som fortællemotor, og alle modsætninger forskydes til de over-, hhv. underjordiske klichévæsener. Derfra haster den som ren C-film mod sin slutning, med flest og billigst mulige smæk for skillingen. Den slags snyd med egne fortællepræmisser hævner sig, og selv maskinen ender med kun at være latterlig. Så dér sidder man i biografsædets tidsmaskine og synes, at der såmænd hverken var mere eller mindre evighedssus i at stille uret og havemøblerne frem forleden dag.