Efter en succes som 'Den lyserøde panter' kunne instruktøren Blake Edwards i det Herrens år 1968 regne med et venligt stemt publikum til sit lystspil, oven i købet med selveste inspecteur Clouseau, Peter Sellers, i den alt (for) dominerende hovedrolle. Men set i bakspejlet var dét netop begyndelsen til nedturen - hvorfor en repremiere i ny kopi egentlig også kan undre. 'Birdy Nam Nam', som den også har heddet herhjemme, er ikke just et filmhistorisk hovedværk. Historien er let som en af filmens mange sæbebobler og lige så skrøbelig, men ikke slet så elegant svævende: Bombay-skuespilleren Hrundi V. Bakshi (Sellers), hentet til en Hollywood-film, spolerer fjottet en meget kostbar optagelse, så han skal sortlistes af filmselskabet. Ved en fejl kommer han i stedet på producentens gæsteliste, og festen i filmmogulhjemmets forlorne elegance med svømmepøl mellem mobile bardiske og dansegulve udgør hele filmen. Først med mindre gags, afleveret med timing om end lidt langtrukne, men snart udartet til forudsigelige vandgange og uvittige filmbrancheparodier - pengemanden, cowboyhelten, bimboen - som klodsmajoren udsætter for dén klistrede charmeoffensiv, vi vistnok skulle finde nuttet eksotisk. Vi er fjernt fra 'Dr. Strangelove's og 'Lolita's dæmoniske mesterspil. Da en wc-cisterne løber løbsk, og en flok love-in-demonstranter ankommer med en overmalet elefant (flower power var nyt og hipt), går alt bogstaveligt i opløsning - 'Kom og vask min elefant' lyder en anden af de danske titler. Den klæge Sellers løber i forvirringen af med filmens 'ufordærvede' starlet, ludkedelige Claudine Longet. Bare rolig: Heller ingen andre kan huske hende i dag, så lidt som nogen anden medvirkende. For efter første halvdels ikke helt få tilløb til grin vander filmen ud i støjende pinligheder, som både tiden og tjalden er løbet fra. Men allerede dengang bekræftede både Sellers og Edwards vist snarere den erfaring, min evt. læser måske også selv har gjort: Selv om man er dygtig, kan man som bekendt godt være overvurderet, ikke?