Svimlende er den tanke jo, at kroppens mikromylder i sine former og strukturer spejler dem, der udgør verdensrummets makroformer. Projektet her minder om den svimmelhed: at dokumentarfilme kroppens processer, men i den omnimax-teknik, vi kender fra totaloplevelse af netop rumrejser. Kamera og højteknologi synliggør steder, menneskeøjet aldrig før har set. Hvad indad udad skal opad nedad! som Dalgas måske mumlede under en af sine hedeture. Ikke nok med endoskopiens tunneltur gennem tarme og bronchier, eller med (animeret efterligning af) røntgenfilm af et kravlende babyskelet. Termisk billedteknik viser også varmeafgivelsen i en cyklende drengekrops forskellige dele. 'Skannings elektron mikroskopi' bruges til at forstørre f.eks. de hår i ørets sneglegang, der er så små, at 10.000 af dem i et bundt ville være tyndere end ét hovedhår. Osv. Mindre kompliceret bliver det ikke af de krav til billedopløsning og lys, der stilles af omnimax-formatet: Billedet skal tåle at blæses op på 1.000 kvm kuppellærred i Planetariet. Fascinerende er resultatet: At 'se' et liv blive til i sammensmeltningen af de to køns dna-materiale (ved tidsforkortet fotografi), eller 'se' impulsen fra en hjernecelle fare af sted med mere end 400 km/t. Men omnimax-virkningen er vist langtfra optimalt udnyttet endnu, og mindst lige så bevægende er faktisk traditionelle billeder af spædbørn på undervandssvømmetur med medfødt dykkerinstinkt. Filmen er ikke mindst møntet på skolebørn, så mange vil her få deres første ind i kroppen-oplevelse. Strålende. Men 'se' gør vi altså med gåseøjne. For den tilskuer, der véd, at alle kneb er taget i brug, oplever noget pudsigt: Tvivlen øges også. Er det her nu dokumentarfilm - eller er det pyntet, stiliseret eller slet og ret efterligning? Har kameraet 'set' det her, eller er det 'bare«' ultralydsbølger, computeren viser som pulserende fibervæv og farvefelter? Og måske fremmes tilegnelsen, men ikke troværdigheden, af at oplysningerne er pakket ind i en 'historie' om en vestlig middelstandsfamilie med graviditet, pubertet og andre spændende kropsprocesser i gang. Midt i speakerens tvangsnormaliserende indoktrinering (raser hormonstormen f.eks. ikke i en 12-årig homoseksuel, men kun over for »det modsatte køn«?) og overmættet med teknologifrådseriet kommer man næsten til at længes efter de modbilleder, der er usynliggjorte: Hverken ultrasoniske eller digitale, men slet og ret dokumentariske billeder af, hvad der f.eks. sker i kroppen på de nok så talrige verdensborgere, sultende og sygdomsplagede, der vantrives, deformeres og dør! Men dét er måske heller ikke så tosset en indirekte virkning at opnå med sådan en fortællemæssigt enkel og teknisk kompliceret film om den menneskekrop, som filmen med sit bogstaveligt navlebeskuende verdensbillede uden tøven kalder »verdens mest komplicerede frembringelse«.