En nonne er en kvinde, der vælger at forsage et liv som kønsvæsen og moder. At forsage. Det er noget nær en antitese til det moderne liv, hvor de følelsesmæssige mangelsygdomme oftest er af mere ufrivillig karakter. Både den frivillige forsagelse og det ufrivillige afsavn kommer hurtigt i spil i Giuseppe Piccionis prisbelønnede 'Af en anden verden'. For nonnen Caterina nærmer sig tidspunktet, da hun definitivt skal aflægge løftet om at forsage et verdsligt liv. Hendes diakonisse er i tvivl om Caterinas sindelag. Så det er næsten, som om højere magter sætter hende på prøve, da et spædt hittebarn en dag pludselig bliver lagt i hendes favn. Moderskabet er Caterinas største fristelse. Hurdlen hun skal over, før hun kan blive den hellige Caterina. Hun iværksætter en eftersøgning og opdager snart, at moderen er en ung kvinde ved navn Teresa. Faderen er - måske - vaskeriejeren Ernesto. En tør og trist type, der allerede i begyndelsen af fyrrerne synes stivnet i livet i en tilstand af permanent skuffelse. Guds nonne og den agnostiske enspænder uden illusioner. Afkald og afsavn. To modpoler. Men hvad der lignede to fastlagte livsbaner bliver af et lille drengebarn konfronteret med et afgørende eksistentielt valg. Den troende og kynikeren viser sig at være to tvivlere i samme båd. Skal man sige ja eller nej til livet? Og hvilket liv skal det i såfald være? Piccionis lille film er stilfærdig og velspillet, der velgørende konkret stiller tilværelsens store spørgsmål. De religiøse spørgsmål bliver behandlet uden eksotisk nyfigenhed. At kravet om at skulle forholde sig til livet bliver stillet i kraft af et drengebarns pludselige tilsynekomst virker på ingen måde symbolsk anmassende. Piccioni har en sikker hånd og spillet mellem Margherita Buy og Silvio Orlando i rollerne som henholdsvis nonnen og manden, der lever af at sælge fransk vask og strygning, bliver aldrig utroværdigt eller forudsigeligt. Men holder en fin tone midt mellem stilfærdig alvor og konstant understrømmende humor. At filmen fra 1999 blev kåret til årets bedste film i Italien er et tegn på den styrkeposition, som ny-realismen i disse år har i Sydeuropa og ikke mindst i Italien. En bølge hvor det mest opsigtsvækkende er fraværet af opsigtsvækkende virkemidler. Også 'Af en anden verden' går med et lille smil sine egne stille veje, men finder sikkert frem til sit mål.