Begrebet søstersolidaritet må lyde som et paradoks for dén, der hele livet kæmper for at slippe fri af sammenligningen med en mere ’succesrig’ søster.
Solidaritet? – kan du ikke sige ’konkurrence’? Også de fleste brødreforhold rummer vist en snert af mandjævning, som det hed engang. Så hvorfor ikke se søskendejalousi og –kærlighed i lyset af den gamle fabel om den højrøvede bymus, der får besøg af sin hængerøv af en landfætter og må sande, at hovmod står for fald?
Inklusive det snærende strejf af Jantelov er dén historie afsæt for en lille komedie, der diskret nærmer sig dramaets alvor – især fordi den forgyldes af to skønne skuespillerinder: Isabelle Huppert som den kølige overklassepariserinde Martine får besøg af sin yngre, landligt naive søster Louise, der driver en skønhedssalon et sted i provinsen. Hun spilles med fortryllende humør af Catherine Frot, en lige så højt elsket stjerne hjemme i Frankrig, hvor filmen har været dundersucces.
Magtbalancen mellem søstrene vender, da Louises forvirrede livslyst provokerer Martines kortluntede arrogance; ’kvinden der har alt’ mangler nemlig job eller mening med livet og har mistet evnen til kærlighed over for mand såvel som barn.
I sin golde perfektion og smålighed finder hun pludselig spiren til en helt ny følelse: jalousi over for denne lalleglade provinssøster, hvis generøse livslyst både charmerer blaserte herrer og er resulteret i en kommende romandebut.
Ikke i kraft af den sparsomme handling, men i det fine spils detaljer frigør de to midaldrende skuespillerinder – hhv. 53 og 50 og begge stadig smukkere med årene – en vældig varme og varsomhed omkring dette ene, korte liv. Se den før din søster – nej: sammen med hende. Men før din mand!
