Kvindeboksning er et fænomen, der stadig må betegnes som en form for kuriositet. Men hvordan skal det så ikke gå, hvis man vil lave en seriøs og vedkommende film om en teenagepige, der ved at entre bokseringens maskuline univers af blodige næser og blomkålsører omsider lærer sig selv og sin baggrund at kende? Det kan jo gå meget galt. Men gør det heldigvis overhovedet ikke for den amerikanske debutant, instruktøren Karyn Kasuma, som med 'Girlfight' både fik prisen for Bedste Film og Bedste Instruktør ved Sundance-festivalen i USA sidste år. Når 'Girlfight' er så virkningsfuld og overbevisende, er det fordi Kasuma så tydeligt tror på sin film, dens historie og personer. Hvilket samtidig netop betyder, at hendes lille stærke film er som kemisk renset for panikløsninger og påklistrede effekter. I stedet er det fra begyndelse til slutning den intense og tætte skildring af stemninger og mennesker, der gør udslaget i 'Girlfight'. Kampen for livet Her følger vi altså den 18-årige Diana (Michelle Rodriguez), som sammen med sin lillebror Tiny og sin far Sandro bor i et trøstesløst forstadsbyggeri i Brooklyn. Diana går på high school, men både her og i hjemmet synes hun at have svært ved at finde sig til rette. I skolen er hun trodsig og temperamentsfuld og lader lidt for villigt knytnæverne tale i omgangen med de andre piger. Og i hjemmet er forholdet til faderen for længst gået i hårdknude. Sandro er en slapsvans og en tyran i én person. Han hutler sig gennem tilværelsen og har aldrig elsket eller respekteret Diana. Han er mere optaget af Tiny, som han hårdhændet forsøger at presse ind i boksesporten, skønt sønnens talenter åbenlyst går i mere kunstneriske eller åndelige retninger. Imidlertid sker der nu ved en tilfældighed det, at Diana en dag indfinder sig i Tinys træningslokale og straks føler sig tiltrukket af atmosfæren og aktiviteterne blandt de mandlige nævefægtere. Hun må altså selv have boksehandskerne på. Og hun begynder nu at træne regelmæssigt hos den gamle, rutinerede bokseræv Hector, og så er ringen ellers fri til hendes store og vigtige kamp. En kamp, der naturligvis først og fremmest gælder den del af hendes verden, der ligger uden for tovene. Og her ikke blot hendes problemer med Sandro, men også hendes første svære erfaringer med kærligheden. For i bokseklubben løber hun hurtigt ind i den jævnaldrende Adrian, der ligger i hård træning til kampene om det lokale ungdomsmesterskab, og som absolut ikke er ubekendt med kvindelig beundring. Ungdomsfilm for alle aldre Konfliktstoffet i 'Girlfight' er altså ganske velkendt, og i dets forløsning ligger mange fraser snublende nær. Karyn Kasuma undgår dog med sikker hånd langt de fleste i en ungdomsfilm, der er for alle aldre, og som netop udstråler denne sjældne redelighed og ubestikkelighed. Her forenes kærlighedsaffære, dannelseshistorie og hverdagsdrama på fineste vis. Hvilket ikke udelukkende skyldes, at Michelle Rodriguez så glimrende dækker både hårdheden og ømheden, styrken og sårbarheden hos den på flere måder forslåede Diana. Men også selve boksemiljøet er indfanget smukt i 'Girlfight'. Mange større og dyrere film har gjort det mere prangende og slagkraftigt. Men i 'Girlfight' fornemmer man næsten konstant Kasumas anderledes følsomme fascination af boksningens væsen. Hun sanser åbenlyst fænomenet og fastholder ubesværet alle dets karakteristiske atmosfærer , det svedige slid, den fysiske koncentration, kropsbeherskelsens strid og poesi.