0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fuglen og den fattige

Agnès Vardas smukke filmessay om smid-væk-æraens lavere samlere og klunsere.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Agnés Varda har 'klunset' billeder sammen til endnu en kritikerrost film. - Foto fra "Fuglen og den fattige".

Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Filmanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den 'store gamle dame' i fransk film, Agnès Varda, hvis spillefilm har været formeksperimenter lige siden gennembruddet med 'Cleo fra 5 til 7' i 1961, afprøver dokumentarfilmens essayistiske strækkeevne i dette ny alderdomsværk.

Hun er efterhånden 73 år og føler sig selv som en slags 'billedklunser', siger hun, og sidestiller sig således med dem, filmen i øvrigt handler om:

Vor tids 'lavere jægere og samlere', klunsere og posefolk, genbrugere af alt hvad smid-væk-samfundet kasserer. En 'glaneur' eller 'glaneuse' er på fransk én, der sanker aks på nyhøstede marker, som Ruth i Det Gamle Testamente. Eller netop som i Ernst von der Reckes gamle høstvise, der har givet den gode danske titel: 'Riv så marken let, det er gammel ret: fuglen og den fattige skal også være mæt'.

Loven sikrer stadig denne ret til at sanke - også æbler og druer, ja, muslinger og østers, når høsten først har fundet sted - forklarer en advokat i fuldt ornat, filmet midt i kålmarken.

Automatisering og standardisering medfører tonsvis af frasorterede afgrøder, f.eks. kartofler, der er for små, for store eller for aparte i formen til at passe i plasticalderens markedsføring. Dét bliver til livsgrundlag for sigøjnere, klunsere, subsistensløse eller almindeligt sparsommelige mennesker, der også 'køber ind' i affaldsbunkerne efter lukketid på de åbne franske gademarkeder. Og uden smålighed giver deres fiduser om forbrugersamfundets upåagtede overskudslagre videre til os.

Men Varda udvider altså definitionen af 'sankning' til almindelig klunservirksomhed. Med sit lette videokamera følger hun dem, der skræller køleskabe og tv-kameraer eller fisker i bunkerne af kasseret indbo og 'storskrald' ved nattetid, før renovationen kommer.

Flere steder giver hun efter for rene digressioner, filmer forbipasserende lastvognstog eller sine egne gamle hænder, eller følger f.eks. fascineret en enkelt samlers øvrige liv, der intet har med emnet at gøre.

Men netop denne 'billedklunsning' giver filmen dens form som kludetæppe og spejler altså alligevel emnet. Det samme gør en række malerier af 'sankere', især af kunstnerne J-F Millet og Jules Breton, som Varda har klunset frem af museernes depoter.

Den gamle dame er gået en tur med posen efter (p)lukketid på livets billedmark. Det indsamlede resultat er fuldt af ynde og bevægende usentimental nysgerrighed på livets former og kærlighed til markens grøde.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce