En komedie. Sådan klassificerer man Billy Wilders 'The Apartment'. Men selvom den sort-hvide klassiker fra 1960 har sine sjove replikker og latterpromoverende optrin, er der ret beset ikke meget at grine af i 'The Apartment'. Her kastede den europæisk fødte instruktør nemlig et kynisk og besk blik på The American Way. Socialdarwinisme for fuld skrue Filmen skildrer virkeligheden bag den amerikanske drøm som en ubarmhjertig og usund hakkeorden, hvor drømmen om avancement kun fører til spytslikkeri, ydmygelse og grov udnyttelse af privilegier. Det er socialdarwinisme for fuld skrue. »Some people are takers, others get took«, som det konstateres uden skyggen af en eneste lillebitte illusion. I 'The Apartment' Jack Lemmon havde en af sit livs roller. Han spiller kontorslaven C.C. Baxter. Bud blandt venner. Hvis ellers han havde haft nogen venner. Men det har Baxter ikke. Den ambitiøse og ansigtsløse kontorius lever et ensomt liv blandt mange andre ensomme liv i millionbyen New York. Baxter arbejder i et stort forsikringsselskab med mange tusinde ansatte. En gigantisk hierarkisk myretue. Baxter er flittig og forhippet på at avancere. Han vil længere frem i kontorlandskabet. Op på de højere etager. Og han er ikke bleg for at fedte og smiske, hvis dét er, hvad der kræves. Så forhippet er han, at han låner nøglen til sin lejlighed ud til sine chefer, når de skal i byen med sekretæren og har brug for, hvad man på amerikansk så rammende kalder a fuck pad - altså rent ud en kneppehybel. Måttemanden Ordningen bliver så populær blandt cheferne, at det efterhånden bliver svært for Baxter at få adgang til sin egen lejlighed. Til gengæld får han i ejendommen et ry som en pokkers ka'l, der hver aften lader champagnepropperne springe og får kvinderne til at kagle af fryd. Intet kunne ligge længere fra sandheden. Baxter er bare ham fyren, der lægger nøglen under måtten. Nøglen under måtten virker. Baxter bliver forfremmet. Men i chefernes øjne forbliver Baxter et andenrangs menneske, en nyttig idiot. Han er bare måttemanden, de høje herrer tørrer fødderne af på. Den vigtigste af cheferne er personalechefen Sheldrake (Fred MacMurray). Sheldrake er nøglen til endnu et avancement, men hans seneste flamme viser sig at være elevatorpigen Fran (en helt igennem rørende Shirley MacLaine), som Baxter selv ihærdigt har prøvet at imponere. Det er i Baxters lejlighed at den gifte skørtejæger Sheldrake knuser elevatorpigens hjerte. Det er i Baxters lejlighed, at Fran tager en overdosis sovepiller. Sammen med en doktormand kæmper Baxter for at holde hende på benene. Mageløs præstation Scenen er en oplagt anledning til at nyde Wilders eminente øje. Baxter og doktoren traver op og ned ad gulvet med den dinglende pige imellem sig. Hvor er kameraet placeret? På gulvet. Fordi gulvet potentielt er scenens dramatiske slutpunkt. Det er gulvet Fran for enhver pris må afholdes fra at skvatte om på, hvis hun skal redde livet. Ved at placere kameraet på gulvet får Wilder forstærket fornemmelsen af, at det gælder liv og død. Baxter må vælge. Vil han være menneske eller spytslikker? Mand eller måtte? Ingen kunne som Jack Lemmon fremstille disse hændervridende kujoner og brokkehoveder, der må kæmpe så hårdt for at sparke den lille mands små sko af sig og i stedet omsider modigt træde i karakter som mensch . Billy Wilder fik en Oscar for 'The Apartment'. Jack Lemmon måtte nøjes med en nominering for en mageløs præstation, der ved gensyn bestemt ikke er blevet mindre. En rolle som måske mere end nogen anden fortæller, hvilken stor skuespiller verden i sidste uge måtte tage afsked med. Filmen er fremragende, så man gør sig selv en tjeneste ved at gribe en oplagt lejlighed til at mindes Lemmon i mørket.