Kvinder er skønne, stærke, særegne og spøjse. Mænd er med ganske få undtagelser nogle ubehagelige pjok, der tænker med tissemanden i det omfang, at de overhovedet tænker. Sådan er det i hvert fald i ’Volver’, hvor Pedro Almodóvar er helt på kvindernes side. Ikke noget med smålig kønskvotering hér. Ud til højre med mændene! Hvilket gør ’Volver’ til en ubetinget charmerende tour de force proppet til randen med kvinder i alle aldre og størrelser.
Efter den bevægende og følelsesmæssigt komplekse tragedie i ’Tal til hende’ og den mørke opvækst i ’Dårlig Dannelse’ er Pedro Almodóvar i ’Volver’ i det mere muntre hjørne. På en måde næsten tilbage i det landskab, hvor kunst og soap kun adskilles af tilstedeværelsen af talentets uomtvistelighed. ’Volver’ er let, men i ordets mest sublime og virtuose betydning. Som et stykke Mozart, der for fuld trille digter løs om mord, blodskam og dødelig sygdom, som om det var selve livets melodi. Hvad det jo på en måde også er.
