Berømt eller berygtet. Forskellen er ens, når gud og hvermand vil have sine 15 minutter i rampelyset. Berømt eller berygtet. Forskellen er også blevet ens for sensationsliderlige medier, der i jagten på den næste saftige luns har mistet evnen og lysten til at skelne mellem nyheder og iscenesat underholdning. Der er kuk i det moralske kompas, når medierne fremmer forbrydelsen snarere end forståelsen. Det er denne problematik John Herzfeld skildrer i '15 Minutes'. At det forholder sig sådan er ingen nyhed. Til gengæld er den manglende nyhed ganske underholdende fortalt. Amerika er jo mulighedernes land. Det gælder også for de to østeuropæiske forbrydere Emil og Oleg, der kommer til USA for at få deres del af udbyttet fra et bankrøveri. Emil er tjekkisk. Oleg er russer og har som så mange russere en kunstner i maven. Oleg drømmer så hedt om at blive film-instruktør, at han kalder sig for Frank Capra. Næppe har parret forladt Ellis Island, før Oleg har stjålet et digitalt kamera. Fra nu af dokumenterer Oleg deres gøren og laden. Han kommer ikke til at kede sig. De to banditter får nemlig snart rodet sig ud i en blodig suppedas. Rollefordelingen er klar: Emil har hovedrollen som stjernepsykopat, der går amok, mens Oleg bevarer fokus og overblik bag kameraet. Emil får nemlig hurtigt færten af, at det amerikanske samfund er blevet et absurd medie-cirkus med skruppelløse advokater og kyniske journalister og studieværter i hovedrollerne. Alt handler om image. Intet handler om at tage ansvar for sine handlinger. Ingen forbrydelse er så elendig, og ingen amoralsk handling så miserabel, at den ikke kan omsættes til underholdning. Hvad enten det nu er et talkshow eller en nyhedsudsendelse. Er man rigtig klog, spiller man bare utilregnelig. Spiller en morder sine kort rigtigt, kan han ikke blot slippe for straf, men oven i købet bagefter blive rig på at sælge filmrettighederne til sine forbrydelser. Selv brandvæsnets chef er mere optaget af brandvæsnets image end af at redde menneskeliv. Et godt image giver god omtale og dermed bedre bevillinger og mere i lønningsposen. Placeringen i offentlighedens bevidsthed er blevet nøglen til placeringen i den politiske fødekæde. Men helt dekadent er Amerika endnu ikke. Ikke engang i New York. Stjernestrømeren Eddie Flemming (Robert De Niro) er ganske vist en durkdreven del af mediemaskinen, men hans retfærdighedssans fejler ikke noget. En vaskeægte helt og idealist er den unge brandinspektør Jordy Warsaw (Edward Burns), der lige som sine modstandere er af østeuropæisk afstamning. De Niro kører fermt på rutinen, mens Edward Burns ligner et spændende nyt navn og den tjekkiske Karel Roden skal nok have en fremtid som skurk i diverse action-film med behov for slaviske slyngelstreger. Men som kommentar til mediernes rolle for tidsåndens moralske habitus virker filmen fortærsket. Sammenlignet f.eks. med 'To Die For' må man konstatere, at den stærke amerikanske tradition for mediekritiske spillefilm i hænderne på John Herzfeld har fundet et temmelig banalt og overfladisk udtryk. Dens fortælling om kulørte medier i selvspin har selv en rem af huden, og noget der ligner nyt stof til eftertanke får man ikke med sig hjem. Hvad man får i '15 Minutes' er 118 minutters absolut rimelig underholdning med mediekritik som tyndbenet alibi. Hverken mere eller mindre.