Med sin sammenblanding af værk og markedsføring skrev 'The Blair Witch Project' et lille kapitel i filmhistorien. Ikke mindst i kraft af sine pseudo-dokumentariske udenomsværker og sit liv på Nettet blev det håndholdte lavbudget-gys et fænomen, der pirrede en hel generations nysgerrighed. Filmen, som var blevet lavet for 25 øre og et par slidte snørebånd, blev en kassesucces, der alene i USA indspillede langt over 100 millioner dollar. Burkittsville i Black Hills, Maryland, blev en lokalitet på det filmmentale landkort og 'Blair Witch' blev en guldgrube. Det var næsten for godt, til at være sandt og åbenbart under alle omstændigheder for fristende til bare at lade ligge. Så næsten inden dønningerne har lagt sig, kommer 'Blair Witch 2' med undertitlen 'Book Of Shadows' op i både de amerikanske og de danske biografer. Den gode nyhed er, at man ikke behøver at have set 1'eren for at forstå 2'eren. Den dårlige nyhed er, at der ikke er meget at forstå. I modsætning til den håndholdte 1'er er der ofret penge på 2'eren, der engang imellem er næsten lige så flot, som de rockvideoer, den er beslægtet med. Det er dokumentarfilm-instruktøren Joe Berlinger, der har instrueret og sammen med Dick Beebe skrevet en slags historie med udgangspunkt i 'Blair Witch'-mysteriet. Men den eneste spinkle antydning af en god idé er, at lade filmen tage sit afsæt i 'Blair Witch'-hysteriet. Vi er på besøg i Burkittsville og denne introduktion til hele hurlumhejet i kølvandet på 'Blair Witch Project' er morsom, uden ligefrem at være tankevækkende. Men Berlinger pirker fiffigt til publikums trang til at opfatte mysteriet som værende i besiddelse af en eller anden autenticitet. For det er jo mere spændende, hvis det bizarre er sandheden snarere end det ordinære. Der er nok noget om snakken og mere mellem himmel og jord. Legen er sjovest, så længe man kan lege, at den måske er alvor. At leg bliver til alvor er, hvad der sker for den lille gruppe 'Blair Witch' turister, som under ledelse af den selvbestaltede guide Jeff drager ud i skovene i Black Hills for at pirre sig med de makabre lokaliteter. De slår lejr i ruinen af det hus, hvor Rustin Parr efter sigende boede. Parr, der - fjernstyret af heksemutter? - slog syv børn ihjel. De to amatørhekse Erica og Kim og kæresteparret Tristan og Stephen får snart deres sag for. Mystiske ting begynder at ske. 'Blair Witch Project' slog sig op på at udviske skillelinjen mellem fiktion og virkelighed. 'Blair Witch' fører på en måde traditionen videre. Gyser-turisterne får snart deres hyr med at skelne mellem drøm og virkelighed. De vil dokumentere med videokameraer, men selve mediet er som forhekset. Under indflydelse af pot og sprut skrider deres tidsopfattelse. Om natten forsvinder fem timer ned i et sort hul. Sorte huller i hukommelsen er i sig selv en skræmmende ting, men særlig uhyggeligt bliver det nu ikke i 'Blair Witch 2'. Heller ikke, da de unge mennesker flygter fra skoven og forskanser sig i den suspekte Jeffs mærkværdige bolig. Bortset fra en håndfuld cool replikker, lidt tidstypisk rockmusik og ganske få kuldegysninger er 'Blair Witch 2' en slem fuser. Det absolut eneste dæmoniske ved denne film er den grådighedens filmlogik, der endnu engang understreger, at 2'erne, dem har fanden som regel skabt.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Jeg fik helt ondt i maven, da jeg læste dokumentet«: To historikere mener at kunne afsløre intim sandhed om Frederik VII
-
Hun frasagde sig en gigantisk arv, men har skabt sin egen form for rigdom
-
I 1987 skrev den vanærede præsident et personligt brev til Trump. Det kom til at ligne en profeti
-
Nu forstår jeg endnu bedre den tonstunge skam, som Mathilde Arcel skulle bære på
-
»Jeg savner nogle at snakke med«: På sine besøg på kommunens plejehjem mødte borgmesteren mange yngre borgere: »Det må vi kunne gøre bedre«
-
Uhyggelig tur på Oslo-færgen inspirerede hende
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Det Ny Teater spiller sine kort helt rigtigt i en pragtfuld musical
Klumme af Kim Skotte
Klumme af Noa Redington
interview