Magisk eventyr, håndtegnet animation og smægtende sangnumre til en uskyldigt enkel kærlighedshistorie med komisk akkompagnement og skurkagtige forhindringer – det er ingredienserne til klassiske Disneyfilm som ’Snehvide’, ’Tornerose’, ’Askepot’, ’Skønheden og udyret’, ’Den lille havfrue’.
Når Tjajkovskijs klassiske musik så skiftes ud med jazz og gospel og heltinden bliver en folkets datter så nougatbrun som Obama, skulle succesopskriften vel være opdateret?
Ja, ’Prinsessen og frøen’ er virkelig en ny, morsom, spændende, musikalsk familietegnefilm i den go’e gamle Disneytradition. Men der er et ’men’ – og det vender jeg tilbage til.
New Orleans og eventyrlandet Maldonia
Lille Tianas mor syr tøj til den rige hvide mands datter, Charlotte, og de to småpiger er veninder i det førkrigs-New Orleans, hvor Louis Armstrong var gadebarn og King Oliver barløve.
En halv snes år senere kommer ludfattige prins Naveen fra eventyrlandet Maldonia til byen for at gifte sig til en formue, og ham vil rige, forkælede Charlotte have.
Mens den farvede arbejderdatter Tiana pligtopfyldende og målbevidst pukler for at spare sammen til sin egen cajunrestaurant.
Den diabolske plattenslager dr. Facilier – med forbundsfæller »på den anden side«, mørkets side – forvandler den letsindige charmeprins til en frø og gør hans undermåler af en kammertjener til en dublet af prinsen – med krogen ude efter Charlotte.
Men da Charlotte er prinsesse for en dag til Mardi Gras-højtiden, er hun også frøprinsens chance for at blive menneske igen ved et kys af hendes læber.
Mardi Gras-udklædt i prinsesseskrud får farvede Tiana imidlertid frøkysset i stedet, med skrækkelige og komiske konsekvenser.
Anført af en trompetjazzet alligator ved navn Louis og den romantiske ildflue Ray opsøger frøprinsen og Tiana, som nu også er forvandlet til en frø, den 197-årige Mama Odie, voodoodronningen, der måske kan bryde fortryllelsen.
Dybt inde i sumpen jagtes de af bøvede hillbillies med appetit på frølår, men også af den kreolske dr. Faciliers mareridtsskygger fra »den anden side« – en god grund til ikke at tage børnehavebørn med i biffen.
Oprah i originalversionen
Filmens instruktørpar, Clement og Muskers, håndrørte jambalaya er tyk af Disneycitater:
Charlotte valser med prinsen ligesom Askepot og Tornerose. Ønsker sendes op til en stjerne som Jesper Fårekyllings.
Sumpens dyreliv kender vi fra Bernhard og Biancas australske eventyr, og alligatoren Louis jazzer ligesom King Louis i ’Junglebogen’ hæst om at »blive menneske«.
Men hvor orangutangen i 1967-filmen blev udlagt som ’jazznegeren’ Armstrong, der ville være hvid, er denne cajunglebook politisk korrekt: heltinden er jo farvet – om end med glattet hår! – og selv prins Naveen har oliventeint.
Maldonia kunne ligge i Mellemøsten.
Og selv om Oprah Winfrey kun på originalsproget lægger stemme til Tianas mor, er vi danske godt hjulpet med Ellen Hillingsøs varme, en velsyngende Nellie Ettison som Tiana selv og Szhirleys vittigt trutmundede Charlotte.
En fnisende og swingende Gitte Hænning er voodooheksen Mama Odie med et af den kronisk Oscarnominerede komponist Randy Newmans bedste hits i filmen.
Og Per Pallesen er den tandløse ildflue, der kunne være opfundet af Flemming Quist Møller.
Uskyld i de nye tider
Er alt så ikke såre godt og Disneystudierne tilbage i ringen med håndlavet familieanimation til det ny årtusinde efter den midlertidige tekniske knockout fra de digitale animationstroldmænd hos Pixar og DreamWorks?
Jo, Disney er atter Disney. Men vi er ikke os. Det 21. århundrede er ikke det 20.
Umiddelbar uskyld er stadig en mulighed i animation – tag bare Miyazakis absolutte mesterværk ’Totoro’ eller den helt anderledes, biografaktuelle modellervoksentragedie om ’Mary & Max’ og deres ensomhed.
Men med tiderne skifter også vores kunstneriske forventninger og krav til familiehumor:
På ti år har vi – med film som ’Shrek’, ’Ratatouille’ og ’Wall-E’ – vænnet os til et anderledes raffineret, ja, paradoksalt miks af det barnlige og det erfarne, det indtrængende og det distancerede, patos overtrukket med selvironi, kølig genreparodi som bærebølge for ophedede følelsesstorme.
kritik Pixars nyeste er fantastiskDe yderpunkter forener ’Prinsessen og frøen’ ikke helt med sin artigt tivoliserede parade af sydstatsklicheer.
Med lidt bredere vingefang skulle bagsiderne af The French Quarters barer og bordeller have været med, Tiana skulle have haft farligere kanter i den artige karrierepigeprofil, og prins Naveen skulle vel have været en gangstarapper.
For at få seks kokkehuer skulle filmen kort sagt have fulgt Tianas eget gumbo-fif: Nogle dråber tabasco mere!
Se listen over alle de nyeste filmanmeldelser her.
fortsæt med at læse
