Uanset om man er til film eller teater eller begge dele på én gang, er ’Me and Orson Welles’ en uventet lækkerbisken. Filmen er instrueret af Richard Linklater, der har haft en lang og ujævn karriere. En slags rød tråd af fin kvalitet har dog været Linklaters særlige fornemmelse for unge menneskers prøvende følelser.
Det gælder både den generationsdefinerende debut, ’Slacker’ fra 1991, de to stilfærdige hovedværker ’Before Sunrise’ og ’Before Sunset’ og på sin egen måde også hitkomedien ’The School of Rock’. Linklater har også brugt sin seismografiske sans for unges følelser til at bryde ind i den ærefrygtindgydende filmtitan Orson Welles. Hvordan skildre Orson Welles uden at blive overvældet af legendens kliché? Troværdig kopi af New York Det lykkedes Linklater at frembringe et portræt i sideværts belysning ved at betragte Welles igennem en anden persons historie. Nemlig den kun 17-årige kække Richard, der en skønne dag i 1937 ved et tilfælde får birollen som Lucius, da den ikke meget ældre Welles skal sætte ’Julius Cæsar’ op på Broadway.
