Nogle film lyder vist morsommere i referat, end de ser ud i biffen.
Tag f.eks. den her: Påskeharen har et chokoladeægsværksted af fabriksdimensioner under jorden på Påskeøen og fordeler sine æg til menneskebørn fra en luftbåren kane trukket af kyllinger (noget har han da lært af julemanden).
Men harens søn vil hellere spille trommer end overtage tjansen, hvorimod påskekyllingearbejdernes magtliderlige latinoformand, Carlos, er vild efter at blive den ny æggeleder (undskyld!).
Juniorharen flygter til Hollywood og finder en ung mand, der også hellere vil fise den af end passe det arbejde, som hans familie (de hedder såmænd O’Hare) finder til ham.
David Hasselhoff i talentspejderrolle
Lyder det sjovt? Det er det ikke.
Ikke mere end samme instruktørs andre kombinerede animation/live action-film om ’Garfield’ og ’Alvin og de frække jordegern’.
James Marsden overspiller grotesk rollen som den lade yngling, der endelig finder arbejdsglæde sammen med den påskehare, han så som barn engang.
Juniorharens musiktalent opdages af David Hasselhoff i en talentspejderrolle som sig selv, efterhånden 30-40 kilo tungere end i ’Baywatch’.
På engelsk er påskeharen en kanin, Easter Bunny, så hans søn hedder EB og kommer på dansk til at hedde PH.
Men bortset fra musikken – bl.a. med Blind Boys of Alabama, det ægte band, hvor PH opnår et sit-in ved trommerne – er der ikke noget kulturradikalt eller andet formildende ved en film, hvor den ferme computeranimations grelle bolsjefarver i pinagtig vulgaritet kun overgås af opkomlingsdyrkelsen af Hollywood som verdens centrum.
fortsæt med at læse
