Dyrefilm følger forældreløse orangutanger tilbage til naturen

Plejebørn. Orangutanger og elefanter er afhængige af deres mødre, men skovrydning og krybskytteri betyder, at mange bliver forældreløse. Filmen 'Born to be wild' viser, hvordan to ildsjæle hjælper dyrene til at kunne klare sig selv i naturen.
Plejebørn. Orangutanger og elefanter er afhængige af deres mødre, men skovrydning og krybskytteri betyder, at mange bliver forældreløse. Filmen 'Born to be wild' viser, hvordan to ildsjæle hjælper dyrene til at kunne klare sig selv i naturen.
Lyt til artiklen

Et ’rehabiliteringscenter for vilde dyr’ bedriver ikke afvænningsterapi i gængs forstand – men alligevel på en måde: De to rehabiliteringscentre i denne film – placeret i Kenya og på Borneo – vænner gradvist mindreårige elefanter og orangutanger af med afhængighed af andre.

Lidt naturstridigt, måske, men hele ansvaret for det falder tilbage på os mennesker. Vores rydning af Sydøstasiens urskov gør orangutangungerne forældreløse, mens behovet for elefantbørnehjemmet i Afrika skyldes krybskytteri.

Begge steder mister hundredvis af unger den mor, der skulle gøre dem klar til det vilde liv. I hendes sted er der så trådt »to gode feer«, som denne familievenlige dokumentarfilm kalder dem.

’Plejebørn’
Daphne M. Sheldrick – en hvidhåret dame i storblomstret sommerkjole – redder sammen med sit hold af afrikanske hjælpere de udryddelsestruede elefanter som små og genudsætter dem i naturen, når de er vokset til.

Rørende er det at se, hvordan tidligere frisatte ’plejebørn’ strømmer til og hjælper, når et nyt hold små ’elever’ slippes løs.



På Borneo gør dr. Birute Mary Galdikas – også en hvid dame godt oppe i årene med et team af lokale assistenter – det samme for de små orangutanger.

Primaterne, der ligner os så grinagtigt meget, er i naturen afhængige af deres mødre i 7-8 år, og på grund af især palmeolieindustriens rovdrift på urskovsareal bliver mange unger moderløse og ville uden rehabiliteringscenteret i bedste fald have henslæbt et liv som ’kæledyr’ bur hos uvidende ejere.

Fri for patos
Voksne og større børn kunne nu nok have brugt lidt flere informationer, også om mulig indsats mod den rovdrift, som skaber problemerne. Men Lickley nøjes med den enkle historie, enhver alder kan følge med i.

Fortællerteksten er i Kurt Ravns indlevede, men distinkte stemmeføring behageligt fri for patos og utidig menneskeliggørelse af vilde dyrs ’følelser’, og under Planetariets vældige kuppellærred bringer IMAX-teknikken os helt ind mellem dyrene på en måde, fladskærmen derhjemme ikke kan klare.

Organisationen Red Orangutangen, der støtter et andet, dansk ledet rehabiliteringscenter på Borneo, står parat i Planetariets udstillingssal med flere oplysninger. Plus en flyer om, hvordan du – eller dine børn? – kan ’adoptere’ et af centerets p.t. 620 små, rødhårede, halvskaldede kræ med rigtig lange arme og rigtig store barneøjne.

Søren Vinterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her