Et kig ned over den 78-årige Roman Polanskis lange, imponerende karriere som filmskaber afslører, at flere af hans bedste film udspiller sig i små, klaustrofobiske rum. Båden i ‘Kniven i vandet’, lejlighederne i ‘Chok’ og ‘Rosemarys baby’, huset i ‘The Ghost Writer’ og såmænd den polske ghetto i ‘Pianisten’. Derfor kan det heller ikke undre, at han får det maksimale ud af dagligstuen i en Brooklynlejlighed i sin nye film, ‘Carnage’, og det endda selv om filmen – på grund af Polanskis status som persona non grata i USA – er optaget i Paris og ikke i New York. ‘Carnage’ er en filmatisering af franske Yasmina Rezas prisvindende teaterstykke ‘God of Carnage’, der blev sat op på Broadway med James Gandolfini, Marcia Gay Hardin, Jeff Daniels og Hope Davis i rollerne som de to ægtepar, der mødes for at tale om deres sønners slåskamp. Stykket fik newyorkerteaterprisen Tony i 2009 og har været et af de mest sete Broadwayopsætninger på denne side af årtusindskiftet. Til filmen har Reza og Polanski sammen omskrevet stykket en smule, men uden at miste grundfølelsen i det oprindelige teaterstykke. »Bevæbnet« med en pind I sceneversionen drejer dialogen sig om en begivenhed, man aldrig ser, men filmen indleder netop med slåskampen, der er årsag til hele den fornøjelige misere: at 11-årige Zachary slår sin jævnaldrende klassekammerat Ethan med en pind og derved forårsager en flænge i læben og to knækkede tænder. Scenen er som den eneste optaget ved havnefronten i Brooklyn, og Polanskis søn Elvis spiller den ene af drengene. Naturligvis må forældrene mødes og diskutere forsoning, man er vel civiliserede mennesker, er man ikke? Gu’ er man ej, ifølge Reza og Polanski, hos hvem høflighed og næstekærlighed er en tynd skal, der knækker hurtigere, end Zacharys forældre kan nå at sige undskyld. Først skal de to forældrepar forsøge at enes om en formulering omkring, hvad der skete, men Ethans forældre, Penelope og Michael Longstreet (Jodie Foster og John C. Reilly), skriver, at Zachary var »bevæbnet« med en pind, hvilket straks får det andet par, Alan og Nancy Cowan (Christoph Waltz og Kate Winslet) op i det røde felt. Hvorpå de tilbydes en espresso og lidt smuldrekage af det rare, politisk korrekte par. Waltz løber med opmærksomheden Ydre action er der ikke meget af i ’Carnage’, som overholder tidens, stedets og handlingens enhed. Flere gange tager hr. og fru Cowan tilløb til at gå, og de når endda ud i opgangen et par gange, men Polanski morer sig med at trække dem ind igen til mere kaffe og til sidst et glas whisky, der får de sidste sociale hæmninger løsnet, så de fire voksne går helt i opløsning foran øjnene på tilskueren. Når en film er renset for ydre drama og man ikke på forhånd er blevet introduceret til personerne, skal alting fortælles via dialog og skuespil, og det lægger naturligvis et vist pres på skuespillernes evner. Her er man dog i det bedst tænkelige selskab. Jodie Foster er uudholdeligt præcis i sin personificering af pladderhumanistisk, følende mor, og John C. Reilly er gribende i rollen som hendes bløde mand, der i samtalens løb lægger stadig større afstand til sin hustrus selvretfærdighed. Over for dem er ’the Cowans’ mere gådefulde: Kate Winslet er smuk, kølig og tydeligvis ulykkelig (hvilket dog aldrig helt forklares), mens hendes kyniske og konstant mobilsnakkende advokatmand i skikkelse af Christoph Waltz løber med opmærksomheden. Gør sig bedre på teater Akkurat som i Quentin Tarantinos ’Inglourious Basterds’ suger Waltz rummet til sig med sit intense spil, og selv om kameraet følger ham vel meget, i betragtning af hvor uvæsentlige hans samtaler er, forstår man godt kameramandens motivation – Waltz er fascinerende at se på, slet og ret. Han spiller sin rolle til perfektion; advokaten, der til daglig forsvarer medicinalfirmaer, og som er vant til langt større skyldsspørgsmål end det beskedne slagsmål mellem to mindreårige. Fra filmens begyndelse er han og Jodie Foster tegnet op i hver sine noget stereotypiske ekstremer – kynikeren over for humanisten – men som handlingen skrider frem, udvikler deres figurer sig heldigvis fra klicheen om den kyniske jurist og akademikertypen med jordfarver og afrikansk kunst på hylderne. Alligevel er der noget utilfredsstillende over ’Carnage’. I så godt et skuespilselskab og i så sikre instruktørhænder som Polanskis skulle man tro, der ville være mere overskud til en leg med forholdet mellem det filmiske og det teaterprægede. Filmen er en formfuldendt filmatisering af Yasmina Rezas stykke – men så heller ikke mere end det. ’Carnage’ er en udsøgt fornøjelse for enhver, der holder af godt skuespil, men i virkeligheden gør den sig sikkert bedre på en teaterscene end på film, selv når manden bag kameraet hedder Polanski. FACEBOOK