»Har du familie udenfor?«. »Nej, hr.«. »Har du fjender eller venner indenfor?«. »Nej, hr.«. Således fåmælt lader Jacques Audiard sin hovedperson, Malik El Djebena (Tahar Rahim) præsentere sig selv i fængselsdramaet ’Profeten’, som vandt juryens Grand Prix på Cannes sidste år.
Han er en enspænder, ved ingenting, har ingen forbindelser og er derfor det oplagte mål for fængslets ukronede konge, César (en uhyggeligt velspillende Niels Arestrup), der som leder af den korsikanske mafia styrer fængslet med hård hånd.




























