Nye animationsfilm viser stort talent

Albert og Jonas i Paw Charlie Ravns afgangsfilm, 'To venner', må i en verden uden hunkøn flygte fra en horde af umælende mænd i konstant brunst.  Illustration: Filmskolen
Albert og Jonas i Paw Charlie Ravns afgangsfilm, 'To venner', må i en verden uden hunkøn flygte fra en horde af umælende mænd i konstant brunst. Illustration: Filmskolen
Lyt til artiklen

De 10 millioner kroner, der tidligere i år blev afsat til at støtte danske animationsfilm i korte formater, skal nok få ben at gå på – og nogle af dem bliver griseben.

Af puljen er der nemlig allerede lovet støtte til videreudvikling af en film om ’Julegrisen’ – et af de fem afgangsprojekter, som årets hold fra Den Danske Filmskoles animationsinstruktøruddannelse i dag præsenterer for offentligheden.

Også filmen ’To venner’ skal for puljens penge udvikles til et længere format end de 7 minutter, som er en del af den bundne opgave for alle de afgangsfilm, Politiken har haft lejlighed til at se før præsentationen.

10 mio. i støtte
I januar afsatte Kulturministeriet og Filminstituttet en udviklingspulje på 10 millioner kroner til støtte af danske animationsfilm i korte formater, med ny og billig produktionsteknik og gerne for børn og/eller for et bredt tv-publikum.

Puljepengene til filmskoleprojekterne anskueliggør udmærket det kulturpolitiske dobbeltgreb, der efter de gode resultater med danske dokumentar- såvel som spillefilm nu også gennem 15 års indsats har været med til at gøre dansk animation synlig på filmbranchens verdenskort: filmstøtte kombineret med målrettet uddannelse.

Foruden instruktørlinjen på Filmskolen er animatoruddannelsen på Animation Workshop i Viborg statsanerkendt og SU-berettiget.

For de gamle som faldt ...
I samarbejde med en interesseret filmbranche har det medført, at Danmark den sidste halve snes år har overgået produktiviteten i betydeligt større filmnationer ved at præstere mere end én spillefilmlang animation per år – foruden stribevis af kortere tegnefilm og tv-serier.

Lokomotiverne har været A.Film som del af Egmont/Nordisk Film og Dansk Tegnefilm med Jannik Hastrup i spidsen.

Det billede af branchen er nu ved at skifte.

LÆS ARTIKEL A.Film er tvunget i knæ

A.Film, som har haft store succeser med blandt andet ’Rejsen til Saturn’, ’Terkel i knibe’ og ’Asterix og vikingerne’, meddelte forleden, at selskabet af mangel på projektstøtte må skrue aktiviteterne ned til vågeblus. Og Hastrups seneste større udspil var hans og Flemming Quist Møllers ’Cykelmyggen og dansemyggen’ for tre år siden.

Men til gengæld tager nye kræfter fat. Folkene bag ’Rejsen til Saturn’, Kresten Vestbjerg Andersen og Thorbjørn Christoffersen fra Viborg og Craig Frank fra det store udland, er gået solo med deres næste projekt hos Einstein Film, der er en del af People’s Group. Også Stefan Fjeldmark, der var hovedinstruktør på ’Terkel i knibe’, har forladt A.Film.

Morgenthaler i førertrøjen
Men ikke mindst selskabet Copenhagen Bombay – som rækker fra det ambitiøse voksenprojekt ’Princess’ til småbørnsfilmene i ’Carsten og Gittes filmballade’ med flere – er parat til at overtage branchens førertrøje med mange igangværende projekter.

Den dynamiske stifter og leder af Copenhagen Bombay er Anders Morgenthaler, kendt fra tegneserien bag på nærværende sektion – og selv filmskoleuddannet animationsfilminstruktør.

LÆS ANMELDELSE(4 hjerter)

Morgenthaler er lige lovlig økomoralsk

Med stadig større dele af verdens reklamebudgetter styret ind i levende billeder til net- og skærmbrug og med nye biograf- og tv-teknikker som Super 3D er der intet, der tyder på stagnation for den rivende vækst i animationsfilmens teknologi såvel som i markedsandele.

Den Danske Filmskoles hovedproblem i den forbindelse er at skaffe bevillinger, der kan matche teknologiudviklingen – det ville ifølge skolens rektor Poul Nesgaard kræve anskaffelse af ny it-programmer og ditto maskiner cirka hvert tredje år.

Svin med vinger

En af de nye afgangsfilm er Rickard Stampe Söderströms digitale 3D-animation (som gammeldags dukkefilm, ikke Super 3D til specialbrillerne) ’Julegrisen’.

Den fortæller med poetisk humor og vemod om opfedningen af de dyr, der skal på julebordet. Grisen slipper ganske vist ud af sit loftskammer, men det er en stakket frist, før døden forsyner den – såvel som kalkun, gås og høns – med både sprød svær og englevinger. Der er klart stof til mere end 7 minutter.

Paw Charlie Ravns ’To venner’ er en anden afgangsfilm. Hvis den er for børn, er det i hvert fald ikke småbørn.

Albert og Jonas er forældreløse børn i en verden uden kvinder eller piger – som store, nøgne, anonyme mænd ikke desto mindre er på jagt efter. Arkitektonisk storslåede baggrunde i raffinerede lysindfald danner et forladt rum omkring børnenes flugt for denne umælende brunst.

Tunge hoveder
Kvinden med den let visne krop og det store, tungsindige hoved i Helena Franks ’Heavy Heads’ er på vagt – med tre låse på døren – men driften er dog også en kilde til beskeden nydelse for hende. Nå, i hvert fald til afveksling, og dét trænger hun til: Figurens enkle, men stærkt virkende stregdesign – jeg gad godt se instruktøren som bladtegner! – signalerer glædesløs monotoni, kun med en summende, svirrende flue som (erotisk!) selskab.

Nok så lystbetonet og optimistisk er synet på erotik i swingerklubben ’Venus’, hvor Tor Fruergaards claymation-par Rasmus og Caroline får fornyet deres sexliv, men ikke uden kvababbelser.

Med kartoffeltud og troskyldigt udstående øjne forlener de små figurer promiskuiteten i klubben med en charmerende uskyld, som man godt kunne unde virkelighedens længselsfulde liderbasser. Dukkefilm, ja, men ikke for børn.

Den sidste af afgangskandidaterne, Søren Fruergaard (trods efternavnet ikke i familie med førnævnte Tor), skiller sig ud ved at have produceret et spil i stedet for en afgangsfilm. Tre animerede ’tegneserieruder’ om en (ikke just fintfølende!) families sammenbrud efter forbrugsfesten.

Leveringsdygtighed og fornyelsesevne

Dansk animationsfilm såvel som computerspil har med talent, leveringsdygtighed og fornyelsesevne skabt sig en synlig platform i den internationale branche.

Årets afgangsfilm bekræfter med deres høje niveau af teknisk kunnen og kunstnerisk originalitet, at den platform stadig fortjener opmærksomhed, udvikling og finansiering – både med statskroner og fra finanskilder med mere kontante forventninger om kommercielt afkast.

Søren Vinterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her