Nogle film lever videre i tilskueren i kraft af skuespillet, andre mest i kraft af historien – som det er tilfældet med 'Broken City'.

Her er det den 25-årige manusforfatter Brian Tucker, man skal mærke sig, for han står for det ferme arrangement af afsløringer, der i stadig nye kolbøtter retter vores mistanke i nye retninger og dermed løfter filmen over middelvandstand.

Tre mulige ansigtsudtryk
Russell Crowe er ganske vist igen fascinerende som kynisk selvsikker og jovialt populistisk New York-borgmester i en valgkamp uden skrupler. Og den svalt distancerede, modne rolle som hans kone, der mødes med en anden mand, klæder Catherine Zeta-Jones.

Men hovedrollen som privatdetektiven Billy Taggart, som borgmesteren hyrer til at skygge fruen, den har Mark Wahlberg.

Og hvor sympatisk ligefrem den tidligere underbuksemodel end virker, kommer hans tre mulige ansigtsudtryk nu engang aldrig til at gøre det ud for nuanceret skuespil – selv om Humphrey Bogart drev det vidt i samme rollefag med nogenlunde lige så begrænset mimisk register.

Milliarder af dollar på spil
Men så kommer historien altså vor mand til hjælp.

Det er nemlig den rivaliserende borgmesterkandidats kampagneleder, borgmesterfruen mødes med – og ikke bare for at prøve noget andet end borgmesterstang.

Foruden den politiske toppost står milliarder af dollar på spil omkring byplanen for det sociale boligbyggeri, hvor Taggarts starlet af en latino-kæreste voksede op.

Hendes forældre bor der endnu og er ham evigt taknemmelige for, at han i sin tid dér gjorde det af med hendes søsters voldtægtsmand, der ellers var blevet frikendt af mangel på bevis.

Derved mistede Taggart ganske vist politiskiltet, og den politisk valgte politichef (den tvetydige Jeffrey Wright) kan vist stadig ikke døje ham – eller sin chef, den liberalistiske borgmester med folketække.

Håber han mon at se modkandidaten – en overklassedreng med centrum-venstre profil, i Barry Peppers noget patetiske stil – rykke ind på rådhuset?

Biljagter er tidsspild

Taggarts eget parforhold når nu aldrig at interessere én i samme grad som borgmesterparrets politisk betændte ditto, og nogle indlagte biljagter og slagsmål føles næsten som tidsspilde i forhold til hovedhandlingen, der sandt at sige ikke levner megen tillid til demokratisk valgte politikeres moral eller motiver.

Men den i grunden banale historie med ekko af hverdagens politiske og sociale svinestreger er så velturneret, at udsigten til flere Taggart-efterfølgere slet ikke skræmmer – hvis bare Brian Tucker får lov at dreje historierne.

fortsæt med at læse

Anmelderne: Russell Crowe er Gladiator på skovtur