Vi slap dem for ni år siden, da de havde tilbragt en dag og en heftig nat sammen i Venedig, den unge amerikanske turist Jesse (Ethan Hawke) og jævnaldrende Celine (Julie Delpy). En nat, der ændrede alt og intet for det unge ikkepar, som ikke ville udveksle adresser og telefonnumre for ikke at være for ordinære. Og en nat, der blev omsat til filmen 'Before Sunrise'. Så tilbage til nutiden og den aktuelle fortsættelse på historien, hvis begyndelse man ikke behøver at kende for at se og nyde 'Before Sunset'. I mellemtiden er Jesse Wallace blevet en succesrig forfatter, der ankommer til Paris på pr-turné gennem Europa. Gennem ruden til sin yndlingsboghandel følger Celine, der i mellemtiden har gjort karriere ud af sit engagement i kampen for et bedre miljø. Da pressemødet med den kendte forfatter er slut, mødes de to igen. Fortumlede og forfjamskede indleder de den dialog i Paris' gader, som hele filmen er centreret omkring. De taler om karrierer, miljøet, politik med mange morsomme hentydninger til den aktuelle situation mellem USA og Frankrig. I starten agerer den nervøse, men lette og muntre samtale, tapet for de sandheder, der senere skal åbenbares. Ord og sætninger bliver små spader, som graver i sindets dybder, og de to vender alt - karrierer, det at skrive, forhold, sex og døden. Men naturligt nok vender samtalen hele tiden tilbage til den nat. I Venedig, hvor de måske/måske ikke havde sex. Natten for ni år siden har sat sig dybe spor i begge. Hans drømme er bestandig hjemsøgt af Celine, og hun erkender, at hun har haft svært ved at indgå faste længere forhold til mænd efter den overvældende oplevelse, der dræbte mange illusioner i den unge kvinde. Noget må ske, men hvad? Der er ikke længe til forfatterens fly tilbage til familien i New York, og minutterne bliver mere og mere intense i Richard Linklaters film, der foregår i realtid ligesom sin forgænger 'Before Sunrise' og andre Linklaterværker som 'Slacker' og 'Waking Life'. »Vores liv kunne være blevet så meget anderledes«, siger han. Og skydes ned af den kynisme, de begge har tillagt sig: »Vi var sikkert hurtigt blevet trætte af hinanden«, svarer hun. Den gensidige tiltrækning er der stadig til fulde, mens filmen leger videre med tanken 'hvad nu hvis' under den fascinerende byvandring i Paris, der snarere indgår som en del af dialogen end som en smuk turistkulisse. Ved at rive romantikken, passionen og drømmen ud af den hverdag, der har det med at udsætte lidenskaber for langsom kvælning, holder Richard Linkwater og de to skuespillere, som har været med til at skrive manuskriptet, alle sanser pivåbne. »Minder er gode nok, hvis man bare kunne slippe for at forholde sig til fortiden«, siger Celine. Men det kan man jo ikke. Og ved sin gravning i den bliver 'Before Sunset' en charmerende, sød, vittig og begavet film, som i kraft af sin lidt løsrevne, småsludrende facon aldrig er docerende eller klæg i sin skildring af den uudlevede romantik. Godt hjulpet på vej af det fine spil og den intense kemi mellem Hawke og franske Delpy, som vi også har set hos Krzysztof Kieslowski. Og af Lee Daniels håndholdte og flydende stil i de billeder, der hele tiden fastholder parret i centrum for begivenhederne, mens verden går i stå omkring dem. Kun i enkelte glimt kommer de til at overdrive forlegenhedens næsten desperate kropssprog i de kejtede forsøg på kontakt. Man tager sig i at ønske, at der sker noget, så de to vinder mere tid, lige indtil slutningen, hvis strejf af optimisme er en vellykket afrunding på en historie, som alle os med minder, tab og genvunden kærlighed kan tænke over, digte videre på, arbejde ind i vores egne liv eller bare nyde. Dette er nemlig noget så sjældent som et uhyre vellykket samarbejde mellem fransk og amerikansk film, der får det bedste fra begge skoler frem på lærredet.