Sneen falder og falder over Paris’ tage, og hendes lille hånd er så kold, så kold, og han tager den for at varme den. Og et øjeblik – i nogle få, lykkelige minutter – får kærligheden lov at flamme op og give livet mening. Han holder hendes hånd, og hvis bare han ikke var så forpint en kunstner med så usikkert og forblæst et jeg, så havde det været den store, lykkelige kærlighed. Den, vi alle sammen drømmer om. Den, der varer evigt, og som forgylder hver eneste dag med et tykt lag af lykke. Men den store lykke findes sjældent, og under alle omstændigheder er den flygtig. De kommer hurtigt fra hinanden, og hun fryser og fryser, den lille, tuberkuløse Mimì, som hun til sidst kryber sammen, rystende, syg og alene i den kolde sne, der bliver ved med at falde og falde.
Det må jo ende galt Det må jo ende galt – og det ender galt. Mimì og Rodolfo skilles på grund af hans ukontrollable jalousi, og først da hun til allersidst, vaklende og dødsmærket, søger tilbage til ham på kunstnerkvisten, tør han give efter for sin kærlighed. De kysser og krammer hinanden. Men da er alting for sent. Det bliver ikke mere sentimentalt end i Puccinis ’La bohème’, og hvis ikke man tuder til den opera, så ved jeg ikke, hvad der skulle få en til at tude. Puccini lukker op for sjælen med sin musiks skånselsløse brækjern, og når Rodolfo til sidst står der, omgivet af sine bohemekammerater på det iskolde tagkammer, og han vender sig om og endnu ikke har forstået, at Mimì ikke bare hviler sig, men at hun er død ... og han pludselig spørger »hvorfor ser I alle sammen sådan på mig?« ... hvis ikke man får gåsehud dér, lige inden Puccini hamrer sine sorte akkordsøm ind i sjælen, så ved jeg ikke, hvad man skulle få gåsehud af.
Voldsomt traditionel Ganske vist har filminstruktøren Robert Dornhelm valgt at forholde sig endda voldsomt traditionelt til de fattige, men muntre bohemers Montmartre i begyndelsen af 1800-tallet. Filmkulisserne viger ikke en tomme fra de mest gammeldags normer om, hvordan Puccinis opera skal sættes i scene. Brosten på gader og stræder og et iskoldt tagkammer til Rodolfo og hans venner, der kunne være lånt fra Det Kongelige Teater for adskillige årtier siden ... det bliver simpelthen ikke mere kitschet. Det føles nærmest, som om Robert Dornhelm scene for scene følger den klassiske filmatisering fra 1965 med Herbert von Karajan i spidsen for et i dag legendarisk cast fra La Scala-operaen. Levende. Trods klichéerne Alligevel gør moderne filmteknik en forskel. Den nye film panorerer over de parisiske tage i snevejr. Split screen-sekvenserne virker måske nok lidt klodsede, men de dyre kulisser er tydeligvis ikke af pap, og det bliver levende, det hele. Trods de tykke klichéer. Men det er de to hovedroller, Anna Netrebkos Mimì og Rolando Villazóns Rodolfo, der på hver deres måde gør filmen intens og værd at se. Operafilm er ofte en flov affære, for umiddelbart skurrer filmmediets tilbøjelighed til realisme jo fælt imod operaens storladne, teatralske gestus. Men den nye ’Bohème’-film lykkes som det, den er: En operafilm med tryk på opera.
Den fødte filmdiva Samtidig hjælper det, at Anna Netrebko er den fødte filmdiva. Hun forstår at spille med de små virkemidler, filmmediet kræver, og hendes blikke siger alt. Kameraet elsker hendes perfekte ansigtstræk, og selv når hun til sidst er ligbleg og ved at dø med mørke rande om øjnene, ligner hun en million.

LÆS ARTIKEL Supersopran bød på champagneskål og babyskrål

Siden filmen blev frigivet i de fleste europæiske lande sidste år, har Rolando Villazón fået en stemmekrise, der holder ham borte fra operascenerne. Tenoren blev kendt for at give sig selv fuldt ud og mere til på scenen, og på soundtracket synger han Rodolfos rolle, så denne ’Bohème’ alene for hans vokale præstations skyld vil gå over i operahistorien.

Italienskfarvel tenor
Som italienskfarvet tenor er han ikke til at slå. Han overtrumfer endda sin egen indsats på den dvd-udgivne opførelse fra Bregenz Festspillene 2002. Siden filmatiseringen er han som sagt brudt sammen af overanstrengelse – for anden gang. Men sammen var han og Netrebko operaverdenens drømmepar, og især for det vil denne film gå over i historien.

Når det er sagt, er det hende, der i Dornhelms instruktion diskret opdaterer en på de ydre linjer ellers dybt traditionel ’Bohème’, så den på de indre kærlighedslinjer bliver til at relatere sig til for nutidsmennesker.

Med sine kameraer kan instruktøren fra første scene lade os se, hvordan sypigen Mimì fra sit kammer under bohemernes atelier hører digterspiren Rodolfo synger om den store kærlighed, som en kvinde kan tænde i en mand. I stedet for at agere genert tager hun sin kammerstage, går ud på trappen og op til digteren, da hun kan høre, han er blevet alene.