Ny spionage-film forsøger at få spænding ud af et usb-stik

Paranoia. 'Paranoia' er nærmest en 'Wall Street' omplantet til 2010'ernes it-verden, hvor en modstander afvæbnes ved at fjerne hans smartphonebatteri
Paranoia. 'Paranoia' er nærmest en 'Wall Street' omplantet til 2010'ernes it-verden, hvor en modstander afvæbnes ved at fjerne hans smartphonebatteri
Lyt til artiklen

Nu vi alligevel taler om overvågning og whistleblowing, kunne titlen ’Paranoia’ jo godt ligne et pletskud til tiden, for her er digital overvågning kilden til industrispionage mellem to amerikanske hightech-giganter, sådan cirka i Apple-ligaen (men filmen om Steve Jobs får vi først om et par uger).

Jock Goddard og Nicolas Wyatt, engang makkere, konkurrerer nu om at komme først med afløseren for smartphones: en handy sag med både konto-, sygesikrings- og kørekort plus alskens andre identitetsdokumenter indlagt.

LÆS OGSÅ Whistlebloweren er vor tids nye helt

Unge Adam Cassidy kommer fra små kår, men trods talent for innovation i dén branche bliver han fyret som praktikant hos Wyatt – og derpå overraskende hyret igen, nu til direktørgage, -bolig og -bil.

Og i virkeligheden med den opgave at komme ind i varmen hos konkurrenten, Goddard! Hvis kvikke assistent, Emma, også rummer velbevogtede varmekilder.

En 'Wall Street' i 2010'erne

Men både hendes og den gamle it-ronkedors sympati skal altså vindes på falske præmisser. Og Wyatts håndfaste højrehånd vil hellere dræbe den unge spion end lade ham slippe.

Altså nærmest en ’Wall Street’ omplantet til 2010’ernes it-verden, hvor en modstander afvæbnes ved at fjerne hans smartphonebatteri, og underlægningsmusikken prøver at få intens spænding ud af at vise en dokumentmappes overførsel fra pc til usb-stick!

LÆS OGSÅ Stjerneskuespillere sælger ud i skamløst makværk

Som it-troldmændenes lærling og offer røber Liam Hemsworths veltrimmede overflade kun afmægtige udtryk for indre drama, endsige paranoia.

Igen vrisser Harrison Ford bare tykhudet som Goddard, hvorimod Gary Oldman jo glimtvis imponerer og skræmmer, selv i en klichérolle som den iskolde Wyatts.

Søren Vinterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her