Den Lille Mand mod Den Store Stygge Business.
I Gus Van Sants ’Promised Land’ er den lille mand oppe imod en af naturgasindustriens giganter. Men ’Promised Land’ ligner ikke de sædvanlige film, hvor publikums sym- og antipatier på forhånd nagelfast er kørt i stilling.
’Promised Land’ er en film, der tør lade være med at banke til den sort-hvide kugle, der ellers ligger lige til højrebenet.
LÆS OGSÅ Bournes efterfølger lever ikke op til navnet
En del af forklaringen ligger i filmens forhistorie. Oprindelig havde Matt Damon og John Krasinski på basis af en historie af David Eggers skrevet et drama om vindmølleindustrien.
Men da det ikke rigtigt spillede, skiftede de efter at have talt på knapperne scene til den del af naturgasindustrien, hvor man med den kontroversielle fracking-metode smadrer ned igennem jordlagene og bruger en masse kemikalier, som risikerer at forurene grundvandet.
At man sådan kan skifte den ene miljøproblematik ud med den anden, siger indirekte, at skurkagtigheden og den miljøpolitiske agenda ikke er hovedsagen.
I stedet handler ’Promised Land’ om et moderne dilemma, som ikke er så ligetil at afhandle.
Dybstikkende kriser
Steve Butler er ret sikker på, han yder bønderne en regulær håndsrækning, når han tilbyder indbyggerne i de små døende landbosamfund en god pris for retten til at bore efter gas på deres jord. Landbrug er blevet ensbetydende med industrielt storbrug.
Små bønder kæmper forgæves for at overleve og beholde de gårde, der har været i familiens eje igennem generationer.
Butler tilbyder en redningsplanke. Med en underspillet kalkule af risikoen for, at det kan gå så galt, at grundvandet bliver forurenet og kvæget og fiskene dø.
Dilemmaet er kontant. Man kan ikke leve af frisk luft og rent vand. Men man kan heller ikke leve uden.
Steve kommer selv fra bøhlandet. Han kender sine lus på gangen og føler sig sikker på at kunne overtale indbyggerne i McKinley til at lade den multinationale mastodont bore efter gas i deres baghaver og på deres marker og enge.
Men da en klog, gammel professor mobiliserer til modstand med grundige argumenter, kommer Steve selv i tvivl. Han hævder at ville bøndernes bedste, men hvor meget af det handler om hans egen karriere? Hvor meget lyver Steve for sig selv for at retfærdiggøre sin egen fremgangsmåde?
Det er jo et dilemma, de fleste af os kan genkende fra store og små beslutninger. At netop denne lille nagende tvivl er omdrejningspunktet i ’Promised Land’, gør filmen til en anden størrelse end en ny variant over ’Erin Brockowitz’.
Udfaldet er ikke givet på forhånd. Hverken det moralske eller det spændingsmæssige. Vil Steve kunne overtale bønderne til at sælge? Og hvad vil deres bedste interesse egentlig sige i denne sammenhæng?
Fortællingen fusionerer to dybtstikkende kriser, der på overfladen peger i hver sin retning.
På den ene side de mange grove overgreb på naturen, som en sulten energi-industri orkestrerer. På den anden side en desperat kamp for at overleve for de mange små bønder og handlende, som bliver kvast af stordrift og ikke kan overleve på fine principper og ren luft i karsken bælg.
Men uden at det siges lige ud, hænger de to kriser jo alligevel sammen. Stordrift og hyperkapitalisme er ved at udvikle sig til et ansigtsløst uhyre, hvor almindelige menneskers værdier, livsvilkår og traditionelle levevis bliver kværnet i smadder.
Fornemt cast
Matt Damon led en gang den tort at blive gjort til grin i South Park. Helt urimeligt fik han et uafrysteligt gok i sit image som værende en gabende kedelig fyr.
Realiteten er, at Damon med det praktiske og plastiske ’almindelige’ udseende er en skuespiller, der sjældent er mindre end solid og ofte er diskret fremragende. Som her i ’Promised Land’, hvor han spiller en mand, der både er på hjemme- og udebane og for første gang i mange år ikke kan få den balance til at falde ud til sin egen umiddelbare fordel.
LÆS OGSÅ Kryptisk guldpalmevinder fylder 60
Rundt om Damon er filmen også fornemt castet og spillet. Frances McDormand spiller hans makker Sue, Alice DeWitt er skolelæreren Alice, som Steve brænder varm på, og Hal Holbrook er som den kloge gamle Frank en mand, man har lyst til lytte til og tro på, mens den spændende Scoot McNairy (’Killing Them Softly’) er fin i rollen som den desperate bonde Jeff.
’Promised Land’ er en stilfærdigt stærk og robust menneskelig film. Lige ud ad landevejen er den i gode hænder på Gus Van Sant, der laver solide, men aldrig forfladigede film, når han tager en pause fra sine mere eksperimenterende projekter.
’Promised Land’ genforener ’Good Will Hunting’-parret Gus Van Sant og Matt Damon. Den alvorlige og velspillede ’Promised Land’ bliver ikke en tilsvarende succes. Bønder sælger ikke billetter. Sådan er det.
Men filmen fortjener et publikum, der sætter pris på relevant og velspillet dramatik. Økomærket uden hysteri.
fortsæt med at læse
