Joyeux Noël, lyder den franske originaltitel, glædelig jul. Den danske titel er for en gangs skyld mere markant, men alligevel skal filmen nok blive en juletraver, for det er et smukt billeddokument om spontan menneskelighed midt i storpolitikkens barbari. Ikke i eventyrets form, som generationer af danske skoleelever kender motivet fra Villy Sørensens 'Soldatens juleaften', men baseret på virkelige hændelser: Mellem Første Verdenskrigs skyttegrave, granathuller og kanontorden opstod 24. december 1914 et øjebliks stilhed - og øjeblikket voksede, blev til timer. Og til en hel julenat af midlertidig fred mellem mennesker, som international magtkamp ellers har gjort til fjender, hinandens mordere. At dø for fædrelandet var ellers ideologisk set i høj kurs i begyndelsen af forrige århundrede. Her ser vi bondeknægte i det skotske højlands fjerneste landsbyer begejstret slippe alle gøremål for at lade sig hverve - kun for at ende i en stillestående skyttegravskrigs rædsel af mudder, lort, rotter, lus, snigskyttekugler, lemlæstelse eller alt for tidlig død! Også for løjtnant Audebert er la Gloire francaise blegnet noget, når han hemmeligt brækker sig af angst, før han giver tegn til angreb. Nok så stålsat er tyske løjtnant Horstmayer, fransk gift og jøde, og dermed for resten et diskret dementi af den senere 'dolkestødslegende'. Kunstnere duer ikke som soldater, mener han, men tenorsangeren Sprink, menig i kompagniet, gør alt for at bevise det modsatte. På befaling fra højere sted forlader han dog fronten juleaftensdag for at synge for generalstaben - sammen med en dansk sopran, der har arrangeret koncerten blot for at gense ham. Så indtræffer det særdeles menneskelige mirakel: Sangduoen vender tilbage til skyttegraven for at synge for kammeraterne - og nogle hundrede meter væk stemmer skotterne samtidig i med en julesang. I sopranens spinkle klang og sækkepibernes klage hen over sne og mudder finder humanismen og skønhedslængslen hinanden til et kort overtag over magt og brutalitet: De menige nedlægger våbnene og mødes i fred i det ingenmandsland, hvor deres kammeraters lig stadig ligger stivfrosne. I de næste timer fraterniserer 'fjenderne': udveksler champagne, whisky og chokolade, improviserer en fodboldkamp. I et storslået, besk kamerasidestykke til Breughels 'Jægere i sneen' viser cheffotograf Walther Vanden Ende os en soltindrende julemorgenstund frontbisserne fra de tre lejre bjærge og begrave deres døde, før den skotske feltpræst forretter en fælles andagt! Guillaume Canet, Daniel Brühl ('Goodbye Lenin') og Gary Lewis ('Billy Elliot' og 'Skagerrak') lægger velbehersket, men stort spil til den franske og tyske løjtnant samt den skotske præst, og Benno Führmann og Diane Krüger (Helene i 'Troja') er duoen, med Nathalie Dessays og Rolando Villazons sangstemmer. Den 42-årige Christian Carions anden spillefilm (efter 'Pigen fra Paris' for et par år siden) rejser sig fra den lidt søgende, tredelte optakt bag fronterne til et stærkt, uforglemmeligt billede af et tyst døgns besindelse på, at livet og freden er hellige. Med efterfølgende disciplinærstraffe til de 'fredsskyldige', herunder feltpræsten, og med hans anglikanske biskops velsignelse til fortsat slagtning bliver filmens epilog dermed også et umiskendeligt, indtrængende og højaktuelt dementi af enhver vrangforestilling - amerikansk, israelsk, muhamedansk eller pæredansk - om en eventuel 'hellig krig': Det er og bliver en selvmodsigelse.