Michael Kvium står i pletfrit jakkesæt og maler et af sine groteske motiver. En kvindelig figur med hoved som en hårløs kuppel. Beskyttet af en parasol og med døden i håndkøb. Den store, stygge Lukøje?
I baggrunden regner det med røde pølser. Umiskendeligt et dansk motiv. Michael Kvium maler pølser. En hel rød pølse-serie. Men han maler også et ansigt. Et ansigt med et blik, som bliver dybere og mere mærkeligt og dragende for hvert penselstrøg, Kvium påfører. Et lumsk blik. Med indsigt som en søgende tentakel. Et blik, som vil dig noget fra et ukendt sted i dig selv, hvor et ældgammelt spejlkabinet er gemt grundigt af vejen.




























