Hvis man havde sat næsen op efter fire timers provokerende pornografi, er ’Nymphomaniac’ leveringsdygtig i en ganske lang næse.
Ganske vist er der en veritabel parade af kønsdele i stiv, slap, våd og tør tilstand, men særlig sexet er ’Nymphomaniac’ ikke. I virkeligheden handler den måske ikke så meget om sex som om afhængighed og om omkostningerne ved at realisere sit begær.
Rivravruskende egensindigt værk
Nymfomanens begær og afhængighed af sex kan sidestilles med kunstnerens behov for at skabe kunst.
Så jo, ’Nymphomaniac’ er endnu et rivravruskende egensindigt værk fra en af de få nulevende filmkunstnere, der insisterer på at bruge mediet, nøjagtig som han har lyst til. Og derfor er det mest provokerende ved ’Nymphomaniac’ et lille skilt på sort baggrund, der inden filmen slår fast, at der er tale om en forkortet udgave af ’Nymphomaniac’. Som vises med Lars von Triers accept, men at han i øvrigt ikke har haft noget med det endelige resultat at gøre.
Forpremiere på 'Nymphomaniac': »Havde jeg ikke haft Ib, var jeg skredet i pausen«Det handler om censurregler, kommercielle hensyn og om von Triers egen ’Nymphomaniac’ på 5 1/2 time, der kommer til næste år. Men lige præcis med denne film er Triers afstandtagen svær at sluge. For selv om filmen ifølge leksikonet må handle om »en kvinde med abnormt stærk kønsdrift«, ligner ’Nymphomaniac’ i al sin aparte mangesidighed en slags kunstnerisk testamente eller opsummering fra Triers side.
I ’Nymphomaniac’ citerer han således blandt andet ukarakteristisk frejdigt fra ’Antichrist’ og sine andre film.
Selv om filmen ifølge leksikonet må handle om »en kvinde med abnormt stærk kønsdrift«, ligner ’Nymphomaniac’ i al sin aparte mangesidighed en slags kunstnerisk testamente
Historien om nymfomanen Joe (Charlotte Gainsbourg) har alle de velkendte Triertemaer: depressionen, den kvindelige seksualitets natur, religionens udfordring, det lille barns forhold til de fjerne forældreskikkelser osv. Undervejs er der tid til at joke med Cannes-skandalen og kommentere idiosynkratisk på stort og småt i en fortælling, der nærmest er bygget op af digressioner.
Lars von Trier foretager næsten flere sidespring end sin nymfomane hovedperson, og det siger ikke så lidt!
Bogfilm
Hvad gør derudover ’Nymphomaniac’ anderledes? Altså bortset fra pikparade i spredt fægtning og den makabre spilletid. For det første er ’Nymphomaniac’ vittig. Den selvironiske ræv, der kun lige stak snuden frem bag instruktørens øre på ’Antichrist’, er nu på slap line. Fraregnet farcekomikken i ’Direktøren for det hele’ er ’Nymphomaniac’ det sjoveste, Trier har lavet siden ’Riget’ og ’Idioterne’.
Med finurlig brug af arkivmateriale om alt fra fluefiskeri til musikteori, naturfilm og Fibonaccital er der for alvor kommet fut under ’Antichrist’-tilløbet til at hylde ’Heksen’, Benjamin Christensens stumfilm fra 1922 med blandingen af gejlt drama og tvivlsom fænomenologisk dokumentarisme.
Første anmeldelse: Von Triers 'Nymphomaniac' er »en kold afvaskning«Men den filosofiske film er først og fremmest litterær. Den ordrige kapitel-inddelte fortælling synes i høj grad at udspringe fra læsehestens verden. Hvor ’Dogville’ og ’Manderlay’ var filmet teater, er ’Nymphomaniac’ en bogfilm. Trierfavoritten De Sade bliver i skikkelse af SM-terapeuten K (Jamie Bell) klonet med Kafka, et fortælletempo som hos Proust og essayistiske ind- og udfald som hos Knausgaard krydres med James Bond-forfatteren Ian Fleming, mens klogehoveder fra Epikur til Thomas Mann tages i ed undervejs.
I løbet af en lang nat fortæller den forslåede og livstrætte nymfoman Joe sin historie til den ældre aseksuelle bogorm Seligman. Som en Scheherezade spinder hun ender natten igennem, og efterhånden opdager man, at hun hitter på undervejs. Er det pure opspind, fiktion? I så fald kan det være risikabelt uden videre at tro på historien om nymfomanen, der først nyder sin magt over mændene, så helt mister evnen til at føle både i kusse og hjerte.
Og som i jagten på at genfinde følelsesintensiteten sætter alt på spil. »Fyld alle mine huller«, lyder hendes gentagne bøn til mændenes pikke og tilværelsens liderlige lethed.
Aalbæk: Jeg giver ikke en skid for den danske filmindustriStacy Martin spiller den unge Joe i ’Nymphomaniac’s første del. Den nymfeslanke Martin smyger sig ind i rollen som den unge pige, der via farlige lege driver fra seksuel nysgerrighed ind i en tilværelse som udbanket sexnarkoman.
Charlotte Gainsbourg og Stellan Skarsgaard har en fornem kemi kørende på sengekanten som den voksne Joe og den lyttende Seligman. Kun få andre roller i persongalleriet træder rigtigt ud af vrimlen, og Shia LaBeouf får aldrig skovlen under den mandlige hovedperson, Jerome.
Den uautoriserede version
’Nymphomaniac’ ligner endnu et selvportræt camoufleret bag kvindekønnet.
Filmens overordnede tema er splittelsen og ensomheden, som bevidstheden om den medfører. Splittelsen mellem begær og kærlighed, krop og sjæl, maskulin og feminin, natur og optugtelse. Både Joe og hendes elskede far, der elsker asketræer og dør vanvittig, udser sig et ’sjæletræ’. Både hans og hendes træ deler sig i to. Splittelsen er, hvad man må lære at leve og vokse med. Fra asken og i ilden.
Den natlige samtale mellem nymfomanen Joe og aseksuelle Seligman er – midt i den seksuelle tragedie – en humoristisk dialog mellem to livssyn. En dialog som i 'Nymphomaniac’ udfoldes underfundigt og erotisk-rapsodisk i mange virkelig vellykkede scener, mens andre – som for eksempel negerpikscenen – hænger og dingler. Når ’Nymphomaniac’ slutter efter 240 minutter som en ret pragtfuld film, føler man alligevel kun på en måde, at hver sten er vendt.
LÆS OGSÅ Danske anmeldere skamroser von Triers sexfilm
Vil Lars von Trier på 5 1/2 time kunne løfte ’Nymphomaniac’ fra et svært underholdende Lars von Trier-show til et centralt værk? Det er et godt spørgsmål.
Som fortælling kunne de 4 timer sagtens have været forkortet. Men længden alene lokker publikum ind i en tilstand, der næsten svarer til læsningens langsomhed.
Der kan være tvingende gode grunde til, Lars von Triers signerede værk varer 5 1/2 time. Hvis længden er pointen, og der stadig er huller – ikke mindst seksuelle – der skal fyldes, er det måske først da, man kommer i bund med nymfomantemaet.
Har man i så fald købt missen i sækken, hvis man indløser billet til denne ’uautoriserede’ version, der udtrykkeligt gør opmærksom på ikke at være værket?
’Nymphomaniac’ bliver vist i sin fulde længde i Berlin Filmfestivals hovedprogram i februar.
fortsæt med at læse
.jpg)
.jpg)


























