Med komikkens mestre som Charlie Chaplin, Jaques Tati og Buster Keaton i håndbagagen tjekker den belgisk baserede trio med Dominique Abel, Fiona Gordon og Bruno Romy ind på et hotel i den skumle franske havneby Le Havre. Og så kan alt ske, som det vil være bekendt af fans af den eksplosive og anarkistiske trios tidligere film, 'L'iceberg' (2005) og 'Rumba' (2008).
Drømmer om feen På det triste hotel forsøger receptionisten Dom (Dominique Abel) at se en tv-serie, mens hans spiser sin aftensmad. Men konstant bliver han forstyrret af mærkværdige gæster som en engelsk turist (Philippe Martz), der forsøger at smugle sin hundehvalp ind som en både gående og gøende taske(!), og en barfodet dame (Fiona Gordon), som hævder at være en fe og følgelig lover at opfylde Doms tre største ønsker. LÆS ANMELDELSE:Rå ungdomsvirkelighed er mere uhyggelig end gyserfilm I virkeligheden er hans mest brændende ønske den livfulde fe, som han på stedet forelsker sig i. Men han nøjes med - man er vel franskmand - at bede om en scooter med endeløst forbrug af benzin. Så tager filmen ellers fart med en lang række rablende gags, jokes og regulære numre. Som for eksempel at lade feen blive højgravid på 9 sekunder, hvor vi simpelthen ser maven vokse for øjnene af os.

Jovial humor med mørk bagkant
Ingen af de involverede er dog specielt egnede til at tage sig af en baby. Denne - moderne - uansvarlighed giver, sammen med feens indlæggelse på et psykiatrisk hospital og afrikanske immigranters desperate forsøg på at komme med færge til England, den noget joviale humor en tiltrængt bagkant og en mørkere, moralsk side.

LÆS OGSÅ:Anmelderne: Norsk film er tro mod krimikonges Tarantino-stil

Ganske vist er de mange jokes, fyrige danseoptrin og gakkede gangarter morsomme i sig selv, men halvanden times dumheder kan blive for meget, selv for den vildeste grinebider.

Musikken fylder meget
Dialog er der ikke meget af i 'Feen'. Til gengæld spiller musikken en vital rolle i et filmisk univers, der nok er af den gamle skole fra stumfilmens tid, men i kraft af sine nutidige politiske pile ikke rammer helt ved siden af skiven som rent artisteri af den ganske vist mest blændende slags.

Oftest formidabelt filmet af Nicholas Girault og Claire Childeric, der lader de mange jokes bygge sig op i en stærk grafisk stil.

Mister tempo

Det kan dog ikke nægtes, at en sketch eller to ikke rigtigt løfter sig, og at filmen mister tempo og intensitet i anden del. Mens bifigurer falder ind og ud af de enkelte scener uden at spille en afgørende rolle for den stadig mere diffuse handling, begyndte jeg at spekulere på, om de formidable numre og artisteriet ikke ville egne sig bedre til kortfilm?

Det vil naturligvis ikke give den samme gennemslagskraft med fremtrædende plads på eksempelvis festivalen i Cannes, som 'Feen havde i år. Men til gengæld er det måske et mere velegnet medie til disse - hver for sig - triumferende tosserier med en let sammensyet handling.