Man skal belave sig på at begive sig dybt ind i tilstanden film, når man ser guldpalmevinderen ’Vintersøvn’. Det kræver simpelthen et andet mentalt beredskab at se en film, der varer 196 minutter uden en eneste biljagt, kønsakt eller noget, der bare ligner. I løbet af 3 timer og et kvarter bliver der smadret to ruder og skudt en kanin, og det er så dét.
Til gengæld bliver der snakket en hel del hos den tyrkiske instruktør Nuri Bilge Ceylan. Han er en af de nulevende instruktører, der har mest sans for samtalen som filmisk størrelse. Alt det, der sker med stemmerne, ansigterne og kropssproget, mens samtaler mellem mennesker udspiller sig og afdækker alt det usagte imellem dem.


























