Foretrækker Gud automatvåben eller musik?

Siden jeg for et år siden så Abderrahmane Sissakos ’Timbuktu’ første gang, er filmens billeder blevet ved med at vende tilbage til mig.

Måske kun naturligt, for ikke en dag går uden nye meldinger om jihadmilitsers hærgen i Afrika og Mellemøsten. ’Timbuktu’ udspiller sig i 2012, da militser rykkede ind i det nordlige Mali, smadrede løs på fortiden i Timbuktu og indførte egne idiosynkratiske bud på sharialovgivning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

Mest læste

    1

  1. »Denne gang er svindlen massiv. Valgsystemet er simpelthen brudt sammen, og vi har massevis af beviser«

    2. 2

  2. Vi skal snart til bryllup i Toscana. Desværre

    3. 3

  3. Kåre Quist om sin yndlings­restaurant: »Den føles som et lille stykke af Italien«

    4. 4

  4. Nogle bedsteforældre føler, at de bare giver og giver

    5. 5

  5. Hvor uoriginalt kan det lige blive? Kan vi for helvede ikke tænke selv?

    6. 6

  6. Hun er en af de københavnere, borgmester kritiserer: »Jeg er absolut en af dem«

PodcastSe alle
’Håndholdt panserværnsgranatkaster RPG-7V’. ’Kalasjnikov-automatgevær AK-74’. ’Offensiv håndgranat RGD-5’. Det er nok de færreste børn i 8. klasse, der ved, hvordan de våben skal bruges, hvad de hedder, og hvordan de virker rent teknisk. Men det gør børnene på skolen på den russiske ambassade i København. Her, blandt pæne lejligheder og store huse på Østerbro, er læren om de tre våben blot en brøkdel af det militære stof, børnene undervises i. Politikens journalist Sigrid Debois Reuss har gennemgået hundredvis af sider i en række dokumenter fra den russiske skole i København for at kortlægge, hvad der foregår inden for skolens mure.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her