Rwanda, 1994. Et folkemord finder sted. I løbet af blot 3 måneder bliver omkring 800.000 mennesker dræbt. Et af vidnerne er den brasilianske fotograf og fotojournalist Sebastião Salgado.

Folkemordet i Rwanda bliver et vendepunkt i hans liv og er også en skillelinje i den dokumentarfilm om ham, som instruktøren Wim Wenders og Salgados søn Juliano Ribeiro Salgado har lavet.

Et usædvanligt menneske

’The Salt of the Earth’ kalder Wenders og Salgado jr. deres film med reference til det sted i Matthæusevangeliet, hvor de første linjer hedder: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med?«.

I Rwanda i 1994 mister Sebastião Salgado det, som hidtil har gjort ham i stand til at opsøge klodens krige og katastrofer og virkelig se de mennesker, han tog billeder af.

Op til folkemordet i Rwanda har det stærkeste ved ’The Salt of the Earth’ været at blive præsenteret for Salgados egen historie og for alle hans mageløse billeder af mennesker på flugt fra sult, fattigdom og krig.

I biografens mørke kommer man så tæt på Salgados billeder, at man skal lukke øjnene for ikke at gå ind i, hvad de udtrykker, om det så er lidelse, desperation, håb eller tomhed.

Ved hjælp af instruktørernes interview med især Salgado selv, men også med for eksempel hans hustru og hans far, fortælles en historie om et usædvanligt menneske allerede i filmens første halvdel.

Sebastião Salgado havde en strålende fremtid som økonom, da han satsede alting – også et nært forhold til sin søn – for at fotografere de menneskelige konsekvenser af den ulige fordeling af klodens goder.

Efter Rwanda er Sebastião Salgado forandret. Med hans egne billeder som fyldestgørende argumenter viser Wim Wenders, hvorfor Salgado ikke længere kan fotografere menneskers ødelæggelser af Jorden og hinanden. Saltet har mistet sin kraft, lader instruktørerne forstå i en film, der ligesom Wenders’ hidtil nok mest berømte dokumentarfilm ’Buena Vista Social Club’ fra 1999 og ’Pina’ fra 2011 handler om konkrete mennesker, men også om noget større.

Verdensperspektiv

I ’Salt of the Earth’ er perspektiverne tydelige i titlen, i fortællingens dramaturgi, i vekselvirkningen mellem sorthvidt og farver og i anvendelsen af hovedpersonens billeder fra alle klodens kontinenter.

’The Salt of the Earth’ er ikke bare en film om Salgado. Det er også et etisk, eksistentielt og politisk værk, der bærer aftryk af Wenders’ verdensblik.

Længe er Sebastião Salgado lammet og desillusioneret oven på folkemordet i Rwanda. Hjemme i Brasilien bliver situationen stadig mere katastrofal på en anden måde. Hvor der før var regnskov, er Jorden nu øde og gold.

Salgado vender sin empati og sit kamera i retning mod de egne, hvor klodens økosystemer endnu er uberørt af menneskelig indgriben.

Hans billeder af arktiske hvalrosser og folkeslag i Papua Ny Guinea er livfulde, og så drejer de sig måske ligesom hans og hustruens succesfulde genplantning af et stykke brasiliansk regnskov om at finde en mening med menneskets overlevelse.

Om at genfinde kraften i Jordens salt. Sådan danner ’The Salt of the Earth’ i sig selv en bevægende cyklus.

fortsæt med at læse

Når fotografer placeres foran kameraet