Ufattelig mangel på dømmekraft har altid været Jurassic-filmenes tegneseriekarikerede kilde til kaos og katastrofe. Her gør man først – ligesom børn – og så spørger man eksperterne til råds, når lorten allerede har ramt viften.

I ’Jurassic Park’ fra 1993 besluttede den hyggelige idiot John Hammond med safarihat, stok, alt for mange penge og intet overjeg at fremavle dinosaurer til brug i en forlystelsespark med lidt genetisk fiksfakseri. En frustreret kaosteoretiker (Jeff Goldblum i læderjakke) kaldte det »voldtægt af den naturlige verden« – og han havde ret. Det gik farligt galt i parken, der måtte lukke med et brøl, før den var åbnet.