Det er på en måde en skam for instruktøren Nanni Morettis højrøstede og energiske spillefilm om Silvio Berlusconi, at det seneste parlamentsvalg i Italien endelig bragte Berlusconi til fald. Nu må instruktøren tage til takke med, at hans film ledsagede præsidentens karriere ned til den forsmædelige afgang. Farvel og tak. ’Il Caimano’ er øgenavnet for Berlusconi, på dansk hedder det en kaiman, som er en sydamerikansk alligator med kraftige muskler. Filminstruktøren Bruno Bonomo (Silvio Orlando), som ikke hidtil har tilvejebragt synderlig opsigtsvækkende film, bliver præsenteret for et politisk debutmanuskript om Berlusconi og falder straks for det. Hans forvitrede og forhutlede tilværelse skal have en mening, og da hans ægteskab netop er ved at gå i stykker, bliver det nye manuskript et redningsbælte. Nanni Moretti arbejder med film i filmen. Hans inspiration er helt uden tvivl Federico Fellinis ’8 1/2’, som også handler om en filminstruktør, der løber utrætteligt og forvirret rundt i sit hjul som musen, der aldrig falder til ro. Forskellen er, at Fellinis filminstruktør har et ærinde – denne instruktør Bonomo er en noget mindre betydelig og mere selvironisk italiener, som for længst har indset Berlusconis svagheder, der er så prægnante, at en film ikke engang synes at være umagen værd. Berlusconi ... med sine hvidvaskede penge (filminstruktøren har ingen), sin korruption, sine tv-kanaler, sine fodboldhold, sine dilettantiske statsmandsevner, sine face-lifts og hårtransplantationer, er i udlandets øjne kun en ubehagelig vittighed, man ikke fatter meningen med og rækkevidden af, fordi man ikke fatter, at den lille mand har charme. Han lover den italienske befolkning to uvurderlige fordele: håb og morskab. Meget om Berlusconi kunne have været morsommere beskrevet, men Nanni Moretti har en anden, mere desperat indgangsvinkel. At vælte ’il Caimano’ på film synes at være lige så svært som at finde den lille flade, gule Lego-klods, som hans søn eftersøger blandt to tusinde Lego-klodser. Hvor skal man begynde, og hvor skal man ende? Folk falder fra, pengene mangler. Det er derfor ikke billedet af Berlusconi, som imponerer mest i filmen, men derimod Morettis kærlige, selvironiske og udpræget Woody Allenske scener fra ægteskabet, der også kører på pumper, uden at det helt kan høre op, for manden er forelsket i sin kone og i sine to børn, to små sønner, som spiller en væsentlig rolle for mandens psykiske tilstand. Det er en far-film! Man ser (med vemod ... hvad véd jeg!) værdien af tætte emotionelle relationer mellem far og børn. Rådvildhed og problemer er aldrig en undskyldning for ikke at elske sine børn, og elske dem aktivt. Dér har filmen sin egen tone, helt uanset sit politiske budskab – og det er her, den går hjem. Til slut bliver det alvor ... der er noget meget uhomogent, men også noget meget charmerende ved denne italienske snakke-salighed, der er lige ved at minde om ægte salighed. Hovedrollen spilles morsomt af Silvio Orlando, som også medvirkede i Morettis Cannes-prisvinder ’Sønnens værelse’.