På børnevis bliver vi båret ind i Paradis i Catherine Hardwickes julefilm ’Vejen til Betlehem’, der handler om Jesu fødsel i krybben i Betlehem, og hvad der sådan gik forud. Bedstemor, tag dine tænder på, og bær de små konfirmander og deres yngre søskende i biografen. Det i virkeligheden ludkedeligste af evangelierne er blevet til en smuk og helt konventionel film om Maria og Josef og barnet, om vismændene og lidt om Zacharias, og om ærkeenglen Gabriel og kong Herodes. Sur Josef Ret beset er det jo en historie med pikante detaljer. Elisabeth skal føde Johannes, selv om hun er for gammel til at få børn, og Maria bliver svanger med Jesus ved hjælp af Helligånden. Særlig Josefs rolle i historien er dubiøs. Ikke-biologisk fader er en rolle, som allerede i oldtiden kunne være tricky.
Hvordan skal man fremstille en jomfrufødsel? Og hvad med Josef? Er han helt på det rene med Helligåndens væsen? Problemet løses smukt i filmen, hvor Josef drømmer sig til sandheden om sit barn. Først er han godt nok lidt sur, men så fatter han den store nyhed og accepterer den. Det er en naiv historie, som sandelig ikke lusker med noget. Englen Gabriel er i hvid toga oppe i skyen. Det er barnetro, som er filmens ærinde og forudsætning. Jøderne er gode og meget ædle mennesker, Maria ikke mindst, mens kong Herodes er en slem skurk.
