Lige så meget som vi formes af de levende omkring os, formes vi af de døde og de mistede.

Det bliver naturligt nok mere tydeligt med alderen. 68-årige Laurie Anderson har erfaringer og tid bag sig til at vide det, hun er bevidst om det. Og hun bruger det på adskillige måder så både poetisk og unikt i sin film ’Heart of a Dog’, at filmen arbejder videre i sit publikum, som kun den mest vedkommende kunst gør.

Filmkunst for filmkunstens skyld

Moderne dokumentarfilm har udviklet sig i en retning, så destadig mere bygges op som fiktionsfilm, hvor plot og spænding driver handlingen frem. Sådan er det ikke hos Laurie Anderson. Hun rækker tilbage til 1960’erne, da dokumentarfilm ofte var filmkunst for filmkunstens skyld, og det er befriende at opleve den æstetik.

Også indholdsmæssigt er ’Heart of a dog’ tilbageskuende: Det er filmkunst rundet af hele den bagage af newyorkereksperimenterende intellektuelle artscene, som Laurie Anderson har været en del af siden 1970’erne. Hvad man tydeligt fornemmer, når Anderson i filmen citerer tibetansk buddhisme, Søren Kierkegaard og Wittgenstein og andre i et behageligt meditativt flow.

LÆS OGSÅ DAGBOG FRA VENEDIG

Endelig er ’Heart of a Dog’ et værk, hvor Laurie Anderson giver noget af sig selv. Hele vejen er det hendes stemme, der sammenbinder erindringer, associationer og refleksioner med varme og styrke i stemmen. Det gør hun formidabelt. I detaljer, både konkrete og metaforiske, fortæller hun om sin elskede og nu afdøde hund, terrieren Lolabelle, og uden at blive indiskret beretter hun også om sin uforløste længsel efter at blive elsket af sin mor. Men hun fravælger til gengæld at finde kunstnerisk udtryk for, at hun har elsket og mistet en mand. Selv om det må have været et skelsættende tab.

Lolabelle, Laurie og Lou

Laurie Andersons mand var rockikonet Lou Reed, der døde i 2013. Lou Reed var og er kendt. Også meget mere end Laurie Anderson. Det er forståeligt, at hun ikke vil udlevere ham og det, de havde sammen. Men medmindre man er helt på linje med Laurie Andersons optagethed af hundens væsen, kommer filmen nogle gange til at virke, som om hun fylder den med sin store uproblematiske kærlighed til Lolabelle og undgår at fortælle om den større og mere krævende til Lou Reed. Der er rigtig mange terrierhistorier i den film. Og når Lolabelle skal lære at spille klaver med forpoterne, lyder de Manhattan-intellektuelle teoretiske overbygninger som en Woody Allen-scene lige inden det næsten psykologbesøg.

Også summen af refleksioner over 11. september i begyndelsen af ’Heart of Dog’ er for høj: Der er simpelthen formuleret for meget for mange gange om den dato i forvejen.

Når det er sagt, er ’Heart of a Dog’ på mange andre måder en gribende og original billedfortælling om tab, om længsel, om hengivenhed og om at bakspejlets længere og længere, til stadighed både forbløffende nådige og barske horisont.

Lou Reed slutter filmen og stopper tiden

Børn har Laurie Anderson aldrig fået. Hun begynder ’Heart of Dog’ med at fortælle om en drøm, hvori hun fødte sin hund. Man formes både af de levende og de døde, men jo egentlig også af dem, man aldrig fik. Ikke at dét siges tydeligt af Laurie Anderson. Ligesom en del andet gods ligger det integreret i en film, man kan lade hjerne og hjerte gå ind og ud af i en osmotisk proces, der gøres ubesværet af Andersons abstrakte musik, hendes ikke sjældent uskarpe billeder og hendes velvalgte brug af Goyas gyldne og brune maleri af en hund. Hvor hunden blot er en af de mange detaljer.

Sådan er det ikke i ’Heart of a Dog’. Lolabelle har en hovedrolle, helt indtil Lou Reed til allersidst synger filmen ud med stemmen, der kan få alt til at standse sitrende op i et nu. I det øjeblik mærkes allermest intenst, hvad udtrykket elsket og savnet betyder.

fortsæt med at læse

Citatmosaik:

Om at springe ud som lesbisk i Hollywood