Da Jonathan Liebesmans kedsommelige actionfilm ’Teenage Mutant Ninja Turtles’ dumpede ud af Hollywoods gnavne røv i 2014, føltes det som det ultimative eksempel på, hvor trist det er at tvinge tegneseriekunstens bedste absurde opfindelser ind i en pseudopotent alvorsverden.

Her befandt slutfirsernes hormonforstyrrede, pizzaædende teenagemutantskildpaddehelte sig pludselig i samme mørke som sene, brummende versioner af Superman og Batman – på et sted, hvor barndom og oprindelse helst skal udredes, hvor alt skal banalpsykologiseres, og hvor sejhed måles i kilo biceps frem for i kækhed og kvikhed.