Selv om animationsfilm i disse år vel er det mest ekspanderende håndværk i filmbranchen, kræver det selvfølgelig personligt mod at vælge et liv som tegnefilminstruktør.
Ikke alt fremtidigt arbejde med reklamefilm, tv-underholdning eller videospil er nødvendigvis kunst. Måske er det modet, der afspejler sig i den gennemgående morale i årets seks afgangsfilm fra Den Danske Filmskoles animationslinje. Man skal ikke være ked af at være noget for sig selv.
Et pudsigt træk er, at skønt tre af filmene har afsæt i familieliv, er det i forholdet mellem børn og fædre. Ingen mødre i år, i en filmproduktion, der traditionelt anses for at være ’for børn’. Måske en ubevidst ligestillingsreaktion mod netop den konventionelle kobling af børneliv og moderskab?
Årets høst har generelt et højt teknisk og kunstnerisk ambitionsniveau, men modsat tidligere år ingen eksperimenter med interaktive videospil, ’animeret scenekunst’, og hvad forrige årgange ellers har afprøvet.
Alle seks film a 10-15 minutter sigter mod animationsfilmens traditionelle kredsløb, enten tv-kortfilm eller festivalernes kunstnerisk ambitiøse, men mere lukkede cirkulation. Med varierende grader af held og professionalisme.
A Day with Dad. Instr.: Mads Guldborg Bøge
Lønarbejde er jo sjældent nogen leg, så hvor meget kan forholdet mellem far og søn holde til, når den lille lalleglade grimlings skole er lukket, og han må med far på arbejde?
Det foregår endda på en missilbase, hvor det hyperaktive bogstavbarn smører raketter og sikkerhedsvagter ind i farver, før han bestiger et missil – og den fristende ’røde knap’ har han spottet for længst. Det er en morsom og pinagtig sprogløs 2d-animation, men med udtryksfuld grynten, grinen og tænders gnidsel. Så bliver da mellem de to våben og kærlighed, men størst af disse er kærligheden. Og bag dem ryger ruinerne ...
I familie. Instr.: Ida Andreasen
Både lille Silje og hendes far har et voldsomt temperament. Vreden gør deres hoveder kogrøde og dobbelt så store, men faren har lært at bremse sine udbrud med et indviklet apparat, han altid bærer rundt på. Vildbassen Silje prøver at bygge et lignende overjeg-stavær af forhåndenværende søm, men vil det lykkes?
Noget fint personligt og hverdagsnært brænder på i denne 3d-animation helt uden distancerende ironi, men den kæmper med sin egen symbolik og med glimtvis dysfunktionelle rytmeskift og sync-problemer.
My Plastic Menagerie. Instr.: Touraj Khosravi
Ordløst, men med nykomponeret musik (af Mathias Madsen Munch og indspillet af Budapest Art Orchestra), kæmper instruktøren med sin egen gennemført håndtegnede animation for retten til at være anderledes – på én gang poetisk og demonstrativt. Et enøjet væsen og en vulgærhedonistisk tyksak dirigerer menneskefigurernes samling og pardannelse, alt med blød sort-hvid kulstift.
Japansk animation er tegnekunst med Miyazakisk magiMen én person er lilla, og han vil kun parres med en anden han, så han må selv overtage dirigentstokken. Kønt håndværk, men LGBT-pointen siver ind længe før tæppefald.
Dagny. Instr.: Peter Lopes Andersson
Et sort-hvidt sagn i silhuet om guderne som menneskers beskyttere mod jætter, til gengæld for alle det lille samfunds æbler som ’beskyttelsespenge’ (rockerassociationen er tilsigtet), folder sig ud i velskabt, fuldfarvet 3d-animation, da teenageren Dagny tager en bid af et af de forbudte æbler.
Hjulpet på flugt af sin far for gudens straf bliver hun enegænger i skoven og møder en jætte – der er lige så rar, som hornene er lange. Guden er til gengæld hul overtro, og hellere leve frit med alverdens farer end være andres slave!
Jytte – a Danish hero. Instr.: Morten Zachariassen
Heller ikke hverdagsheltinden Jytte skulle vist have stolet på sin beskytter, Holger Danske himself, genopstanden i stopmotion. I Haveforeningen Dannevang modtager hun som pakkepost en flink flygtning, der bare vil integreres og fluks udbygger redskabsskuret til bolig og kebabkiosk.
Fejde får Bjergkøbing til at skifte navn til BakkekøbingMen i den tro at hun har fået terrorister i lysthuset, henter Jytte sagnhelten fra Kronborgs kasematter, og som ægte viking ’løser’ han opgaven – med mord og voldtægt. Moralen med hilsen til terrorlovene er lige så håndfast som lerfigurerne: Angst er selvopfyldende, når den frygtsomme selv tager volden til hjælp.
Ztriwer. Instr.: Amalie Næsby
Hovenes hamrende steppen hiphopper hen over savannen, når rapperen Per Vers lægger aarhusiansk stemme til den festligt forrygende 3d-animation om Zebraen Zøren. Han er flokkens sejeste danser, indtil han i badet får stjålet sine striber (titlen) og bliver buhet ud af de andres hestegrin.
Han låner et (næse)horn og får comeback med »sjarme, selvtillij og lækkert horn – Zøren er genfødt som unicorn«. Dette gennemmusikalske efterslæt af Kiplings fabler om ’hvordan elefanten ... osv.’ styrer for vildt efter devisen: Hellere noget for sig selv end bare en af mange.
fortsæt med at læse
