En gigantisk ballon fyldt til bristepunktet af flydende østrogen. Som kollektiv organisme er den ubevidst om sin egen eksistens. Lige indtil det øjeblik fire friske fyre fra Liverpool synger »She loves you yeah yeah yeah«, mens de smiler og ryster lidt på grydehåret. Så brister ballonen i et grådkvalt skrig af ophobet libido.
Da The Beatles slår guitarerne an, slutter den triste efterkrigstid, og en ny tid med voksende velstand, seksuel frihed, borgerrettigheder og mere flydende grænser begynder. The Beatles nægtede at spille for raceopdelte arenaer i Sydstaterne, og de vandt.



























