Her er en film, der minder om sin hovedperson: cool og med en udstråling af grundighed og soliditet. Ydermere arbejder de sig begge, støt og målrettet, frem mod samme sag: tyveriet af et antikt scepter. Robert De Niro er den erfarne tyv Nick, der efter mange år i branchen er nået til et mætningspunkt - han vil hellere bruge tiden på sin jazzklub og sin kæreste (Angela Basset). Men hæleren Max - en korpulent og stakåndet Marlon Brando med tisgult hår og charmørattitude - dukker op med et tilbud, Nick har svært ved at afslå. I et velbevogtet pengeskab i Montreals toldbygning ligger en formue og venter på tyven med den rette tekniske snilde. Og Max har allerede en mand på sagen. Den unge tyv og fupmager Jack (Edward Norton) har - i rollen som den lettere retarderede Brian - fået job som rengøringsassistent i toldbygningen. For at missionen skal lykkes, må de to tyve arbejde sammen. Men Nick stoler ikke på Jack. Spændingen opbygges i lige så høj grad på det psykologiske som på det ydre dramatiske plan - og de tre centrale skuespillere gør deres til, at det lykkes. De Niro underspiller elegant som den disciplinerede, korrekte Nick; tør og behersket grænsende til det kedelige - havde det ikke været for den understrøm af mørk gådefuldhed, man hele tiden aner i hans figur. Jack er - med et fortællemæssigt klassisk kneb - Nicks modsætning; fræk, improviserende og klar til at tage chancer. Edward Norton - der, ud over at se så befriende almindelig ud, viste hvor god han er i film som 'Primal Fear' (96) og 'American History X' (99) - giver Jack en blanding af drenget charme og psykopatisk farlighed, der gør ham til en værdig modstander for Nick. Sidst, men ikke mindst, er 77-årige Brando et fornøjelig dekadent indslag som en excentrisk plattenslager af rang. Der er noget næsten grotesk over hans figur i en opgørsscene med Nick. Som en strandet hval sidder Max ved den tomme pool i sit palæ, forgældet og omgivet af forfald, men stadig med champagne ved hånden. Og gennem hele scenen ser man siderne, men aldrig bunden af poolen - hvis Max falder, er det både dybt og hårdt. Der er gedigen symbolik i fotografen Rob Hahns billeder - som f.eks. de klaustrofobiske fængselsassociationer det vækker, da Nick må bryde gennem flere bure for at komme frem til pengeskabet. 'The Score' er en visuelt lækker film, der er kælet for lyssætningen og klipningen swinger, uden at det på nogen måde bliver forceret smart. Til gengæld står filmen lidt svagere, når det gælder manuskript. Plottet er traditionelt for sin genre, og selv om en lille krølle til slut overrasker, kommer den på forudsigelig tid og sted. Romantikken mellem Nick og kæresten er det eneste ved historien, som virker decideret påklistret. Bassets bifigur er ren staffage; hun skal være Nicks hovedårsag til at trække sig tilbage fra en farlig branche, men følelserne mellem dem forbliver en påstand fra filmens side. Som helhed er 'The Score' dog stadig et gedigent stykke arbejde, lavmælt på en tiltalende ufancy måde. Den britiskfødte instruktør Frank Oz har sine rødder i 'The Muppet Show', hvor han var dukkefører og lagde stemmer til bl.a. Miss Piggy og Fozzy Bear! Sidenhen har han hovedsalig lavet komedier, heriblandt 'Little Shop Of Horrors' (86) 'In & Out' (97) og 'Bowfinger' (98). Med 'The Score' viser han for første gang, at han har et solidt greb om spændings-genren - han leverer god, gennemarbejdet underholdning, og det er i dette tilfælde ikke så tamt, som det lyder. Skal man karakterisere filmen med et enkelt, sammenfattende tillægsord, må det være behagelig - i bedste forstand.