Det er jo sådan, at Ole Bornedals nye film 'Jeg er Dina' foregår langt ude i det naturskønne norske bondeland - på handelsgården Reisnæs, hvor den utæmmelige Dina (Maria Bonnevie) er det stormfulde midtpunkt. Men derfor går personerne jo ikke nødvendigvis i små sko. De står i hvert fald model til lidt af hvert - og helst noget, der er kæmpestort og heftigt - og når de udtaler sig, er det gerne i et tonefald som den mystiske Leo (Christopher Eccleston), der på et tidspunkt lægger ansigtet i de rette dystre folder og siger: »Jeg mærker dødens nærhed, hver gang jeg besøger Reisnæs«. Lige præcis sådan en film er 'Jeg er Dina'. Dødens nærhed. Ja, bestemt. Ingen kliché er her for bombastisk til at blive genbrugt. For sådan er Herbjørg Wassmos roman jo også, og visse indbyggede skavanker må Bornedal naturligvis tage med i købet. Derfor er det heller ikke så sært, at hans filmatisering er blevet en fortælling, hvor menneskelivets mest handlingsmættede begivenheder med nøje udmålte mellemrum er lagt til rette som saftige, blodrøde kødlunser. Voldsom ulykke, voldsomt bryllup, voldsom voldtægt, voldsomt mord, voldsom fødsel, voldsomt selvmord. Fortsæt selv listen - f.eks. med svig og bedrag, druk, hor og koldbrand i benet. På denne måde har den stakkels Leo ganske ret i sin klichéfyldte beklagelse. Men som romanfigur og filmrolle er han jo også selv et dramatisk og romantisk postulat af bedste skuffe. Intet mindre end en russisk spion, der er glødende optaget af litteraturens sublime patos. Her kan han og Dina forenes i en højere sfære, fjernt fra det dennesidiges lumpne kompromiser. Sig navnet: Pusjkin. Ingen højere? Kun de norske fjelde og den storslåede norske natur, der med sin majestætiske pragt omkranser det vældige kvad om kvindeskikkelsen Dina. Sådan knirker og knager jættekræfterne konstant og uden forbehold i Wassmos bog og Bornedals film. Men hele tiden med et ekko af ubehjælpelig kliché og hul patos. Det hele udspringer af figuren Dinas eksistentielle og psykologiske gåde. Men frem for at få denne Dina til at træde i karakter som et unikt og gennemsanset menneske er det, som om kun den udvendige hvirvel af liv og død og eros, af kulørt og millimeterpræcis dramatisk iscenesættelse bliver tilbage. Derfor bliver Dina heller aldrig nogen Barbara - hovedpersonen i Jørgen-Frantz Jacobsens roman og Nils Malmros' film. Barbara er en bevægende menneskelig tragedie. Dina forbliver en ren abstraktion. En urkraft i ånden. I bedste fald et udslag af en slags magisk realisme i norsk hjemmesløjdsregi. Den gode nyhed er imidlertid, at Ole Bornedal sådan set slipper bedre fra sit ulykkelige livtag med Dina-figuren end Herbjørg Wassmo selv. Først og fremmest fordi Bornedal på trods af romanens og titelfigurens nærmest monstrøse rummelighed formår at lytte sig ind til en særlig kerne i historien. Umiddelbart forekommer det således, at der er langt fra en Bornedalfilm som den moderne gyser 'Nattevagten' til den konventionelle klassikerfilmatisering i 'Jeg er Dina' - en rigtig billedskøn og international storfilm. Men begge steder genfinder man alligevel som noget centralt instruktørens fascination af legen med døden og det selvdestruktive. Ole Bornedals blik for det sorte og dæmoniske i sindet. Hans fornemmelse for en bestemt understrøm af urovækkende stemninger, der løber et sted bag alt det lyse, normale og harmoniske i tilværelsen. Ole Bornedal synes på denne måde altid at have en nærmest eksistentiel trods med sig, og det er lige præcis denne trods, der bevirker, at 'Jeg er Dina' aldrig bliver kulørt på samme medgørlige og banale måde som f.eks. en film som 'Klinkevals'. Det er denne vision, denne vilje til at holde et ubehageligt sår i psyken åbent, som er tæt på at binde filmatiseringen sammen. Dina vil ikke give sig. Hun vil udelukkende gå til yderligheder, gå til grunde blandt andre mennesker. Og det synes at være med en smerteblandet fryd, en feberhed ambivalens, at Ole Bornedal følger sin hovedperson helt til dørs. Som en skygge, en alt for åndsbeslægtet. Netop derved kommer der en kant og en karakter i filmatiseringen, som næppe er til stede i romanen. Og i denne sammenhæng er det væsentligt, at instruktøren synes at være på fineste bølgelængde med sin hovedrolleindehaver. For Maria Bonnevie er for Bornedals fortolkning og indfaldsvinkel et fund som Dina. Netop fordi hun aldrig spiller på det magiske, det overmenneskelige eller det fabelagtige i titelfiguren. Snarere agerer hun med stor dristighed og intuitiv fornemmelse på mådehold og fravalg. På denne måde bliver Bornedals og Bonnevies udgave af Dina netop aldrig en luftig og forvokset kimære. Bonnevie spiller hende i stedet helt uden behov for forstillelse. Dinas ansigt gnistrer af liv og farlighed, men hele hendes udstråling rummer også en naturlig rankhed og friskhed, der gør, at hun bliver menneskeligt nærværende på en påtrængende måde. Hendes væsen er sårbart, hendes liv en risiko, og Bonnevies udlægning samler det prunkløst og sikkert. Denne Dina er næsten en kvinde og langtfra en urkraft. Og lige præcis herfra udspringer hendes spænding og tiltrækningskraft. Lad så gå med, at det meste omkring hende er enten for kompetent eller for ujævnt. Sådan må det næsten være, når Gerard Depardieu skal give den som aldrende, forvirret libertiner, Mads Mikkelsen som forbitret og forpint selvmordskandidat og Björn Floberg som hjerteløs fadermastodont af den gamle skole. Ligesom det er uheldigt, når begivenheder og ulykker kommer i alt for hastig fast motion - Leo er blevet løsladt, Dina og Benjamin sejler, Benjamin er ved at drukne, Leo og Dina er atter sammen på Reisnæs, Leo leder efter Niels' skjulte skat, Dina løfter pistolen og skyder? Det heldige er under alle omstændigheder, at hun aldrig skyder sig selv i foden. 'Jeg er Dina' har sine fejl og mangler. Men også et strømførende lag, hvor filmen og figuren bliver vedkommende. Ole Bornedal har insisteret, og han og Maria Bonnevie har i fællesskab fået Dinas mørke frem i lyset.