En amerikansk tv-skuespiller med luft i håret flankeret af to stjerner fra andet geled omgivet af ukarakteristisk blåøjede og dårligt dubbede italienere på location i Andalusien. Umiddelbart lyder det ikke som den mest oplagte opskrift på en gigantsucces. Men med 'Il Buono, Il Brutto, Il Cattivo' alias 'The Good, The Bad and The Ugly' alias 'Den Gode, den onde og den grusomme' lavede Sergio Leone i 1967 den tredje og største portion ren westernspaghetti efter 'En nævefuld dollars' og 'Hævn for dollars'. Her kom Leone med et populært bud på, hvordan westerngenren kunne leve videre efter at have udspillet sin rolle som renfærdig ærkeamerikansk myte. Med beskidt realisme, ironisk distance og et billedsprog, der mæskende sig i cinemascope hele tiden spillede op til de arketypiske westernklichéer, anslog Leone en hårdkogt humoristisk grundtone og var en afgørende forudsætning for nutidens forkærlighed for bloddryppende ironisk afvæbning. Historien om tre hårde halse, der rider ud efter guld, mens den amerikanske borgerkrig raser omkring dem, er et fantastisk fornøjeligt spil for westerngalleriet. Clint Eastwood, Eli Wallach og Lee Van Cleef er et mageløst effektfuldt trekløver som den gode, den onde og den grusomme. Også selvom det er og bliver svært at få øje på en kandidat til titlen 'den gode', og det aldrig bliver nemt at hitte rede i, hvem der er ond, og hvem der er grusom! Det er den cool Clint med cerut og poncho, der har fået pladsen i filmhistorien, men faktisk er det nok så meget Eli Wallach, der som den storskrydende (og storskydende) mexicanske proletar Tuco giver filmen en afgørende saltvandsinsprøjtning midt mellem de to skarpe profiler udmejslet af Clint Eastwood og Lee Van Cleef. Ved - endnu et - gensyn er det imidlertid ikke så meget figurerne eller handlingen, man bider mærke i. Det er først og fremmest Leones blærede billedsprog. Panoreringernes notorisk store armbevægelser. Beskæringerne, der brutalt skalperer sine ofre. Kameraet, der svimler af solstik. Det opviglede samspil med Ennio Morricones skingre tema. Nærbilleder af revolvertromler, rovdyrøjne og dræberhænder. Leone var ikke en original billeddigter som John Ford. Til gengæld kunne han kunsten at smøre tykt på og altid vælge den frækkeste løsning. 'Den gode, den onde og den grusomme' er en eminent underholdende western, der sagtens kan tåle et anseligt antal gensyn. Også selvom nogle af de berømte langstrakte scener reelt også er blevet noget langtrukne med alderen, og de ganske få forsøg på at lave emotionelt bevægende scener ikke falder heldigt ud. Ligesom den pacifistiske retorik også må siges at runge en kende hult i Leones skydetelt. 'Once Upon A Time In America' og 'Once Upon A Time In The West' står som Leones største kunstneriske præstationer, men 'Den gode, den onde og den grusomme' er den mest underholdende. Man kan umuligt kede sig, når Morricone skingrer løs og replikken »på med underbukserne, af med revolveren« driver gæk med barndommens klassiske »hænderne op eller bukserne ned«.