Med 'It's All About Love' - den længe ventede efterfølger til storsuccesen 'Festen' - er det, som om en filmisk rystelse har ramt instruktøren Thomas Vinterberg. Han er med ét sprunget videre til noget helt andet end dét, der kunstnerisk og stilistisk skabte den kolossale fremgang med gennembrudsværket. Men bruddet synes faktisk at stikke dybere endnu. Det er ikke blot dogmetilgangen i 'Festen', som Vinterberg med 'It's All About Love' vender ryggen. Så langt kunne man dog have forstået ham - efter al den opmærksomhed om dogmebegrebet ville det kun være naturligt og forventeligt, at han begyndte på en frisk. Omfattende selvopgør Men så er det, man indser, hvor omfattende Vinterbergs kunstneriske selvopgør egentlig er. 'It's All About Love' vender simpelthen op og ned på hele instruktørens korte, men bemærkelsesværdige karriere. Fra hans afgangsfilm fra Filmskolen, 'Sidste Omgang', over novellefilmen 'Drengen Der Gik Baglæns' og spillefilmsdebuten 'De Største Helte' og til 'Festen' er der ubrudt en personlig og genkendelig sammenhæng i Vinterbergs filmiske udtryk. Den ubesværede Han præsenterer sig her som et klassisk sindet naturtalent. En instruktør, der ubesværet formulerer sig i rene linjer uden at miste fornemmelsen for indre liv. Thomas Vinterberg kombinerer i sin hidtidige film en formel og naturlig sikkerhed med en rummelig og moden menneskeskildring. Og selvom det egentlig først er de højtideligt formulerede dogmeregler fra 1995, der pålægger instruktørerne, at de som deres »ypperste mål« skal aftvinge deres »personer og scenerier sandheden«, så er det dette sandhedskrav, Vinterberg hidtil så overbevisende har honoreret. Han har fået sine personer og scenerier til at folde sig ud og leve suverænt på lærredet. Frit fald i det ukendte Det på én gang skarpe, generøse og livfulde i portrætteringerne har stået i fokus - i 'Festen' yderligere fremhævet af det enkle og umiddelbare i dogmetilgangen - og samtidig synes Vinterberg netop aldrig at have sluppet følingen med selve nerven og pulsen i sine film. 'Festen' var en film med mange kvaliteter, men en af de vigtigste var måske dens gennemført usvækkede, vitale og smittende energi. Det er alt dette, der på mange måder vendes op ned og på med 'It's All About Love'. Vinterberg er her i frit fald ud i det ukendte. Der er ikke længere et klart defineret filmisk centrum med nogen personer og scenerier, der skal aftvinges sandhed. Der er ikke længere blot en håndfuld vågne og inspirerede skuespillere, der kan spille løs på denne livfulde og indsigtsfulde måde. En film efter instruktørens eget hoved Med 'It's All About Love' er det i stedet, som om Thomas Vinterberg i bogstaveligste forstand har lavet en film efter sit eget hoved. Det er udelukkende sig selv - sin egen tvivl og usikkerhed, sin egen skabertrang og forestillingskraft - han denne gang sætter på spil. Lige præcis sådan en film er der nemlig tale om - til den ene side underlig og kryptisk, grænsende til det private, og til den anden side i spredte sekvenser udstyret med en forunderlig gådefuld og gennemlyst billedfornemmelse af den mest personlige slags. Svær at få hold på Men også renthandlingsmæssigt er 'It's All About Love' svær at få hold på. Filmen fortæller om to personer, John (Joaquin Phoenix) og Elena (Claire Danes), og deres ægteskab, som tilsyneladende lakker mod enden. Elena, der er professionel skøjtestjerne, er ved at forberede et stort show i New York. Hertil ankommer John fra Polen for at få Elenas underskrift på skilsmissepapirerne. Det er kun en formalitet. Den kan overstås på et øjeblik. Derfor er det aftalt, at Elena blot skal møde John i lufthavnen og sætte sit navn på den stiplede linje, før han straks igen må drage videre med et fly til Canada. Sådan kommer det naturligvis ikke til at gå. Der er mange, mange ringe i vandet i 'It's All About Love' - både handlingsmæssigt og stilistisk. Flere fortællinger Og allerede få minutter inde i filmen er man klar over, at Thomas Vinterberg er på vej ud på den tynde is. Der er ikke blot én, men flere forskellige fortællinger, han skal bevare grebet om i 'It's All About Love'. For hvor han i sine tidligere film har haft ét fast spor at lade fortællingen løbe i, så er det denne gang, som om han undervejs i forløbet afprøver og opfinder en hel række mulige historier og delhistorier i forbindelse med Elena og Johns kærlighedsforhold. Det fortællemæssigt enkle og rammende, der f.eks. karakteriserede 'Festen' så meget, at nogle kritiserede filmen for at være bygget lige så konventionelt og gammeldags op som et dagligstuedrama af Henrik Ibsen, er nu veget for noget langt mere sammensat og flerstemmigt. Ugler i mosen For da John lander i New York og noget irriteret må erfare, at Elena ikke selv er mødt frem i lufthavnen, men har sendt et par hjælpere, der skal ledsage ham ind til hendes hotel, er der straks ugler i mosen Der er noget i luften. Ja, der ligger ligefrem døde mennesker og flyder i storbyens gader. Allerede her viser det sig, at 'It's All About Love' ikke blot er et traditionelt og afgrænset skilsmissedrama om kærlighedens veje og vildveje. Der er tillige tale om en film, der søger at afspejle nogle væsentlige strømninger og tendenser i sin samtid. For ganske vist foregår filmens handling i år 2021, men signalerne genkender vi allerede fra nutiden i år 2003: klimaforstyrrelser med foruroligende konsekvenser og en globalisering, som på den ene side gør os alle sammen til del af et verdensomspændende informationsteknologisk netværk og på den anden side forstærker den individuelle fornemmelse af uvirkelighed og isolation. Katastrofen i anmarch Begge dele slår igennem i 'It's All About Love', hvor Thomas Vinterberg ikke viger tilbage for brugen af overførte billeder og symboler. Katastrofen i anmarch og de næsten apokalyptiske strenge slås an i den del af historien, der handler om de døde i gaderne, og som tilsyneladende kan føres tilbage til en stribe uforklarlige, overnaturlige hændelser i Uganda, hvor tyngdekraften er sat ud af funktion, og flokke af mennesker flyvende og svævende stiger til vejrs. Og informationsteknologiens dobbelttydige fremskridtstegn aflæses bl.a. i delhistorien om Johns bror Marciello (Sean Penn), som handlingen igennem kommunikerer med John fra et fly i luften. Marciello kan nemlig udelukkende holde sig i live, hvis han undgår at befinde sig på selve jordens overflade. Thrillerkvaliteter Allerede hermed står det klart, at 'It's All About Love' også har karakter af avanceret og symbolsk science fiction-thriller. Og i flere af de scener, der følger, da John omsider er kommet frem til Elenas hotel og opdager, at sammensværgelse, død og råddenskab lurer lige bag den mondæne overflade, er det tydeligt, at Vinterbergs flot turnerede stemninger af uhygge og fremmedgørelse er inspireret af mesterinstruktører som Hitchcock, Polanski og Kubrick. Vil for meget Her og flere andresteder bliver det samtidig oplagt, at det først og fremmest er billeder, stemninger, komposition og symbolik, der skal bære 'It's All About Love'. Og på dette felt formår Vinterberg flere gange virkelig at kæle for sin egen sans for det imponerende og udtryksfulde. Svaghederne ligger et andet sted. Filmen vil for meget, gaber over for mange lag og overser alt for skødesløst sine egne skønhedsfejl. Indfald og strøtanker Der er således muligvis på det tematiske plan især tale om en film om nærværets vanskelige vilkår i en højteknologisk, postmodernistisk verden, men den diabolske ironi er i givet fald, at filmen selv er proppet med så mange, mere eller mindre holdbare idéer, indfald og strøtanker, at den rent menneskelige og sanselige energi lades i stikken. Vi følger således nok med i fortællingen om John og Elena og dens mange krinkelkroge, men vi føler netop aldrig for alvor med de to elskende. De spilles af Phoenix og Danes med fin og korrekt fornemmelse for mimik og gestik, men man savner konstant hjerte og ånd, refleksion og klangbund i karakteristikkerne. Menneskelig slidstyrke, menneskelig impulsivitet. Værd at se Hvilket selvfølgelig langtfra betyder, at 'It's All About Love' er en unødvendig film. Den er værd at se. Den mangler bestemt sin lige - både teknisk og visionært - i den danske filmhistorie. For i denne sammenhæng er den uden tvivl unik. Men den er også hele tiden mere generøs, end den er helstøbt. Han ryster på hånden Måske er det netop det, man mindst havde ventet? At Thomas Vinterberg overhovedet kunne ryste på hånden. Det gør han i 'It's All About Love'. Hvilket heldigvis også kan betyde noget helt andet og mere lovende. Der er et liv efter 'Festen'.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Kongerunde er i gang – Wammen og Hummelgaard møder for S
-
Dødsstød fra eksperter: »Der er faktisk risiko for et akut kollaps«
-
Putins elitestyrker i Kursk var ekstremt brutale mod Ukraine. Men en enkelt mand sørgede for at ramme dem rigtig hårdt
-
Køen vokser foran Københavns nye mikroskopiske spisested, og det forstår jeg godt. Men priserne? Av, av, av
-
Politisk redaktør: Løkke kaster det hele op i luften ved at pege på Troels Lund
-
»Jeg er ærligt talt forbløffet«: Lidegaard, Dragsted og Pia Olsen Dyhr reagerer på Løkkes bombe
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Jaime Nicolaisen




























